Forbindelsen mellem de enkelte lokaliteter, hvad enten den skete til fods, til hest eller til vogns, foregik på veje og stier, hvis forløb fulgte de naturgivne betingelser. Vejene var i miserabel stand; dette gjaldt også de mest brugte landeveje, alfarvejene. Alfarvejen mellem Korsør og Slagelse gik i modsætning til i dag nord om Vemmelev. Fra denne vej udgik vejen til Kalundborg, der fulgte østsiden af Store Vejlen og Næsby Fed til Pine Mølle. Der var muligvis også vejforbindelse mellem Korsør og Næstved inde i landet, og måske eksisterede vejen fra Korsør til Skælskør langs kysten allerede dengang. Landevejen København-Roskilde-Korsør var den mest befærdede på Sjælland. Den var indenlandsk hovedvej og del af en af de to vigtigste forbindelsesveje til Hamburg.
Kongerne, der var meget på rejse, var trætte af de dårlige veje, og Frederik II (1559-88) begyndte at lade anlægge veje forbeholdt de kongelige og folk med særlig tilladelse. På strækningen Korsør-Antvorskov langs vestsiden af Korsør Nor etablerede Christian IV (1588-1648) en af disse kongeveje i 1621. Den fungerede som kongevej til begyndelsen af 1670’erne.
