Sognenes beboere skulle betale tiende, en tiendedel, af alle deres indtægter af kornavl, kvægavl, biavl, fiskeri mv. En tredjedel af ydelsen tilfaldt kongen, en tredjedel præsten som løn og en tredjedel kirkeejeren til vedligeholdelse. Kongen var ejer af en del kirker. Det gjaldt Tårnborg, Hemmeshøj og Vemmelev kirker. Sidstnævnte blev dog tilskødet ejeren af Basnæs i 1699.
Tienden af kornavl, korntienden, var langt den vigtigste, og det er normalt den, det drejer sig om, når der tales om tiende. Den skulle formelt ydes af negene på marken og omfattede derfor både kerne og strå. Udbyttet varierede år for år. I praksis blev den mange gange betalt som tærsket korn med en fast årlig mængde. Det var kun få steder bl.a. Korsør, der ydedes tiende af købstadsjord, og det var kun kirke- og præstetiende. Korsør bylov fra 1697 foreskrev sanktioner mod den, der ikke betalte sin tiende senest 14 dage efter mortensdag.
Tiendeyderne var normalt fæstere og selvejerbønder. I 1567 havde Vemmelev 60 tiendeydere, Hemmeshøj 32. Modtagerne var en ret forskelligartet gruppe, især efter at en forordning 1572 bestemte, at alle kirke- og kongetiender skulle bortforpagtes til den, der ville give den højeste årlige afgift i korn til kirken eller kongen. Tienderne skulle leveres til forpagteren. Et sogns bønder kunne kollektivt forpagte tienden. Endelig kunne kongen skænke kongetienden som gave til kirker, skoler, præster, hospitaler mv. Omkring 1700 solgte kronen næsten alle kongens kirketiender og hovedparten af de kongetiender, der ikke var foræret bort.
1551 fik sognepræsten i Slagelse kongetienden af Vemmelev sogn. 1572 fik prioren på Antvorskov den uden afgift. 1582 henlagde kongen kongetienden for bl.a. Vemmelev og Hemmeshøj sogne til Slagelse Hospital, der dog ikke skulle have den direkte. Tienderne, der ydedes i neget, skulle bortforpagtes til en mand i hvert sogn, som skulle betale en årlig afgift til hospitalet.
1554 fik sognepræsten i Korsør kongetienden af Tårnborg sogn uden afgift. Det samme fik hans efterfølger i 1572. Da han døde 1600, overgik forpagtningen til lensmanden. Denne tiende skulle også ydes i neget. 1631 fik præsten den atter, men måtte afstå den samme år til lensmanden mod en kompensation af Vemmelev tiende. Da denne kompensation ophørte i 1670, bad præsten atter om at få kongetienden af Tårnborg mod den sædvanlige afgift. Tienden var imidlertid bortforpagtet til rådmand Hans Jørgensen i Korsør. Præsten fik den 1672, muligvis allerede 1671. Den årlige forpagtningsafgift skulle leveres til Roskilde Domkirke.
1574 forpagtede lensmanden på Korsør Slot for sin embedstid kirketienden af Tårnborg og Vemmelev sogne mod en afgift i korn til de to kirker. Tienden skulle leveres i neget. 1620 fik lensmanden kirketienden af Tårnborg. Hans forgængere har muligvis også haft den. 1582 blev kirketienden af Vemmelev og Hemmeshøj lagt til Antvorskov Kloster, men var 1588 hos lensmanden på Korsør Slot. Midt i 1600-tallet havde bønderne i Vemmelev forpagtet sognets kirketiende mod en bestemt afgift. 1677 havde en gammel mand i Tårnborg sognets kirketiende i forpagtning. Dette år bad præsten i Korsør om at få den for sig og sine efterkommere, når den blev ledig. 1678 blev hans anmodning efterkommet.
Forpagtningen af tienderne var eftertragtet og forårsagede en del stridigheder. Et indtryk af tiendernes størrelse giver en oplysning om, at der omkring 1630 kunne vinterfodres ca. 130 okser med strået af kongens del af korntienden fra Tårnborg sogn. Denne var genstand for en stadig konkurrence mellem lensmændene over Korsør len og præsterne i Korsør. Striden kulminerede i 1630’erne. 1631 bad præsten Jacob Jensen om at få konge- og kirketienden af Tårnborg, der blev ledig ved lensmandsskifte, da han sad med gæld efter sine to forgængere i embedet. Kongen gav ham kongetienden i forpagtning, mens kirketienden forblev hos lensmanden. Denne, Wenzel Rothkirck påstod, at kongetienden altid havde ligget til ladegården på grund af det ringe afkast, gården gav. Præsten bøjede sig; men lensmanden stolede ikke på ham, da han efterhånden var blevet klar over, at præsten var grisk og trættekær, og han bad i 1637 om at få brev på forpagtningen af kongetienden og tænkte på, om det ville være nødvendigt også at få brev på kirketienden, da der kun eksisterede et brev til hans forgænger. Rothkirck fik kongebrevet.