Sygdom var et økonomisk problem for de lavere klasser. Derfor begyndte faglige sammenslutninger, fagforeninger og arbejderne på nogle arbejdspladser at oprette sygekasser. Velmenende borgere stod også bag nogle af de tidlige sygekasser. Sygekasserne byggede på forsikringsprincippet. 1853 oprettede håndværkssvendene i Korsør en sygekasse. To år senere dannedes Arbejdsklassens Sygekasse. Der var sygekasse i Vemmelev-Hemmeshøj fra 1863 og i Tårnborg fra 1866. 1874 oprettede skibstømrerne på A. Petersens værft en kasse, og 1888 fik arbejderne på Kählers Teglværk sygekasse. Denne blev til Korsør Sygekasse, der blev statsanerkendt i 1899.
Ifølge lov af 1892 kunne statsanerkendte sygekasser få offentligt tilskud. De måtte kun optage mindrebemidlede og lavt lønnede. Medlemskab var frivilligt, og mange af de fattigste undlod at melde sig ind. Medlemmerne fik fri lægehjælp og sygehusbehandling samt daglig pengehjælp under sygdom. Til mange af de tidlige sygekasser var knyttet begravelseskasser. Socialreformen 1933 gjorde medlemskab af en sygekasse tvungent. 1956 blev der indført en sygelønsordning ved aftale mellem arbejdsgivere og fagforeninger.
De såkaldte hjælpefore-ninger og understøttelsesforeninger, der dukkede op i slutningen af 1800-tallet for forskellige fag, ydede primært sygehjælp, men kunne også give strejkehjælp og hjælp til arbejdsløse. Murer- og tømrersvendene i Korsør oprettede en understøttelsesfore-ning i 1890. 1892 stiftede arbejderne i Vemmelev-Hem-meshøj en hjælpeforening, og 1907 dannede Fællesor-ganisationen i Korsør en un--derstøttelsesforening.
