Som led i forsvaret af Danmark udførte svenskerne store befæstningsarbejder. Den svenske kommissarius for Korsør-Slagelse-Skælskør kommissariat fik som særligt ansvarsområde i februar 1659 fortifikationsarbejderne i Korsør. Svenskerne begyndte at omdanne Korsør Slot til en fæstning. De indledte også en befæstning af Lilleø. Ikke alene krævede det ingeniørmæssig kunnen, det var også et stort planlægningsarbejde at få organiseret forsyning med materialer og arbejdskraft. Disse ting havde man imidlertid lige ved hånden, idet Korsør og nærmeste omegn kom til at bære omkostningerne.
I tiden fra 9.8. til 12.12.1659 måtte Korsør dagligt levere 27 mand, derefter 15. Disse blev normalt taget blandt de indbyggere, der ikke kunne betale svenskerne på anden måde eller som lejere trues på ejendom. Fæstningsarbejderne var ikke kun lokale folk. Slagelse by måtte give 60 mand, der skulle arbejde i Korsør, kost og logi. Fæstningsarbejde var hårdt arbejde og blev derfor også brugt som straf. Da en svensk oberst havde fået tvangsudskrevet nogle bønderkarle omkring Skælskør til svensk krigstjeneste, deserterede en stor del, inden de blev udskibet, og som straf blev resten sendt på fæstningsarbejde i Korsør.
Redskaber og materialer blev rekvireret i Korsør og formentlig også i omegnen. Meget tog svenskerne dog selv på en særdeles hårdhændet måde. Flere store gårde blev nedbrudt og materialerne anvendt ved befæstningen, således Poul Andersens gård, der var en af de bedste i byen ”indbygget med fire loft høje huse” og vurderet til 766 rdl. Muligvis er nogle skibe og skibsbroerne gået samme vej. For at få frit skudfelt ind mod byen fjernede svenskerne de nærmest liggende gårde og huse, bl.a. en gård vurderet til 640 rdl. De havde gerne set alle bygninger ind til kirkegårdsmuren nedrevet.
Byens skov blev hugget om til brug for fortifikationsarbejderne, både over- og underskoven, nogle tusind læs. Også i skovene omkring Antvorskov Slot blev fældet unge ege- og bøgetræer, der blev sendt til Korsør til palisader. Engområder både på Halsskov og på bymarken blev skrællet for græstørv, som blev lagt på skanse og fæstning.
Svenskerne fuldførte ikke arbejdet. Lige ef-ter krigen i 1660 bestod fæstningen mod vest, hvor den nogenlunde var færdig, af en hel og to halve bastioner med kurtiner og kontreskarper. Østsiden ud mod havnen var langt fra færdig. Der manglede mindst en halv bastion og en ravelin, og volden var heller ikke i fuld forsvarsmæssig stand. Svenskerne ville formentlig have lavet et kastel med fem bastioner på Lilleø, men fuldførte det ikke.