Overfarten om vinteren var et særligt problem. Her havde man brug for Sprogø som tilflugssted, når der var is. 1710 blev øen anvendt som karantænestation under en pestepidemi. Kronen solgte øen i 1721, og den var derefter i privat eje, indtil postvæsenet købte den i 1814. Der var en bonde på øen og en bygning til brug for rejsende om vinteren. 1742 blev den ødelagt i en storm, og der blev først rejst en ny i 1755. I årene omkring 1790 skete der en udbygning af vintertransporten, der havde været udsat for hård kritik. 1785 blev der opført en mandskabsbygning på Revet. Den blev erstattet af en ny i 1830’erne. 1792 kom der nye bygninger på Sprogø, hvor der også blev ansat en opsynsmand. Provianteringen af Sprogø skulle ske fra Korsør. Endelig overtog postvæsenet isbådstransporterne i 1793. Husene på Sprogø blev brændt af englænderne 1810, og der blev derefter benyttet transportable bygninger og senere nogle træbarakker indtil 1820’erne, hvor øen blev forsynet med grundmurede bygninger.