Endnu i 1536 blev statens udgifter finansieret af indtægter fra de kongelige godser, told og afgifter. Skatteopkrævningen hos bønder og borgere beløb sig til et minimum; men de var forpligtet til visse ydelser. Der blev udskrevet en fast årlig skat til staten af landets købstæder, kaldet almindelig byskat. Korsør var fritaget for denne skat, der under alle omstændigheder var ret lille. Frem til enevældens indførelse voksede statsudgifterne stærkt, og der måtte udskrives direkte skatter, alle ekstraordinære, da de blev udskrevet til et specielt formål. Alene mellem 1564 og 1576 betalte Korsør 11 ekstraordinære skatter. 1576 skulle byen betale 300 daler inden jul. I sommeren 1577 manglede man at betale 180 daler; beløbet var endnu ikke betalt i 1592, og kongen havde da eftergivet det. De ekstraordinære skatter blev meget almindelige, især efter 1600, hvor krigene kostede dyrt. Fra 1620’erne blev skatterne statens vigtigste indtægtskilde. Befolkningen betragtede disse skatter som en tung byrde. Alene landbefolkningen blev pålagt næsten 250 skatter i perioden 1626-60.
Efter enevældens indførelse havde kongen fuld beskatningsret. Der blev indført faste ejendomsskatter, først og fremmest hartkornsskatter på landet og i 1682 grundskatter i byerne. Grundskatten blev imidlertid allerede ophævet 1694, og byerne var nu fri for ordinære direkte statsskatter. Men de ekstraordinære var meget hyppige, og skattetrykket højt. Skatterne skulle ikke alene finansiere krigene, men også prinsessers giftermål mv.
Af skat til byerne betalte borgerne næringsskat. Byerne måtte opkræve skat til egne formål som reparation af bygninger mv., når statsskatterne ikke var for tyngende. F.eks. opkrævedes der i Korsør i 1697 grøftegærdepenge, så grøfter og gærder omkring skoven kunne færdiggøres og vedligeholdes, og juleskat, der skulle bruges til at dække en hel række af byens udgifter.
1657 indførtes en helt ny statsskat, konsumtionsskatten. Den blev afskaffet, genindført og udvidet flere gange i de følgende år. Den bestod af en omsætningsafgift på indførsel af varer til købstæderne samt en lang række forskellige skatter. Bønder og fremmede prøvede at slippe uden om konsumtionen, og regeringen havde dårlige erfaringer med konsumtionsbetjentene. Derfor blev det bestemt, at konsumtionen kunne bortforpagtes til højestbydende, hvad enten det var en privatmand eller til byen. Det sidste blev meget almindeligt. 1672 forpagtede Korsør konsumtionen. 1684-86 havde borgmester Hans Andersen den i forpagtning. Da en rådmand søgte at forpagte den i 1698, blev de bedste af borgerskabet kaldt op på rådstuen, hvor man enedes om at anmode om at blive fri for, at denne mand fik forpagtningen, da indbyggerne ville blive ruineret.
Accisen, der oprindelig var en indførselstold på fremmede varer og en indenlandsk nærings- og forbrugsafgift, blev efter enevældens indførelse en havneafgift ved indførsel over havnen. Både told og accise opkrævedes ved Skibsbroen. De kunne begge forpagtes.