Hvert år udarbejdede takserborgerne en fordelingsnøgle, der viste, hvor stor andel hver enkelt skulle betale af et beløb på 25 rdl. Der blev lignet både efter grundejendom og næring, således at embedsmænd og gejstlige, der ikke drev næring også kom til at betale. Alt efter behov blev der så udskrevet et antal skatter à 25 rdl. om året. 1721 blev der således ved årets begyndelse pålagt 12 skatter, dvs. 300 rdl., til at dække byens udgifter det foregående år samt to skatter, 50 rdl., til reparation af byens brolægning.
De ca. 300 rdl., der normalt blev opkrævet årligt i begyndelsen af 1700-tallet, var langt fra de eneste indtægter byen havde til sit eget forbrug. Fattigvæsenet havde sine egne indtægter, og der kunne være særlige indtægter eller naturalydelser henlagt til byformål. Aflønningen af magistraten og de andre højere embedsmænd gik helt uden om byens kasse. I 1800-tallet var skatteligningssystemet helt kaotisk. Beløbet til byens almindelige udgifter blev stadig lignet efter grundejendom og næring, mens pengene til nogle andre formål blev lignet på grundlag af formue og vilkår. Udgiften til brandvæsenet blev pålagt efter brandforsikringssummen, og der var en særlig skat til finansiering af gadelyset. I alt blev der i 1837 opkrævet 981 rbd.
Ved siden af disse skatter, som takserborgerne tog sig af, udskrev både fattigkommissionen og skolekommissionen selv skatter. Byen havde en betydelig indtægt fra jord, stadepenge m.v., det blev i 1837 til 1.352 rbd., og samme år tjente fattig- og skolevæsenet ca. 250 rbd. på deres jord. Endelig havde såvel byen som skole- og fattigvæsenet kapitaler og dermed også renteindtægter.