I 1730’erne blev det religiøse liv i landet præget af separatistiske grupper, der ikke ville have at gøre med den etablerede kirke og dens sakramenter. Bevægelsen fik yderligere styrke, da en flok svenske separatister rejste gennem landet i 1734-35. Myndighederne var efter ønske af Christian VI (1730-46) meget tilbageholdende over for separatisterne; men en række gejstlige i København med separatistiske holdninger mistede dog deres embeder.
Bevægelsen stod stærkt i Korsør med handelsmanden Michael Bentzen som hovedfigur, og den fik forstærkning af nogle af de afskedigede separatister fra København. Bentzen ansøgte i december 1734 kongen om tilladelse til at have svenskerne, ”disse fordrevne og svenske personer, Jesu sande elskere”, boende vinteren over. Det blev afslået; men han fik lov til at overlade dem et større skib, ”Lammet”. De måtte ikke komme ind i havnen, og Fæstningens kommandant ville skyde med skarpt, hvis de kom for nær.
Reaktionen mod separatisterne i Korsør var mild. I marts 1735 gav biskoppen provsten i Slagelse og sognepræsterne i Korsør og Vemmelev ordre til at besøge Michael Bentzen jævnligt og ”anvende al mulig flid og omhu ved Guds ord at bringe ham i bedre tanker”. 1739 var der 14 separatister i byen. I de følgende år synes bevægelsen efterhånden at have smuldret; men endnu i 1748 nægtede en af separatisterne at lade sin datter konfirmere, og ved bispevisitatsen året efter var der endnu adskillige separatister i byen, blandt dem endog en rådmand.
I 1700-tallets sidste del vandt rationalismen frem, og denne stærkt fornuftsprægede kirkeretning vakte modstand. Den gudelige forsamlingsbevægelse, der kom til Sydvestsjælland fra Fyn i 1830’erne, var en reaktion på rationalismen. Forsamlingsbevægelsen var i sin kerne en lægmandsbevægelse, og dele af bevægelsen ønskede en adskillelse fra statskirken og en frigørelse fra præsterne. På Sydvestsjælland var lærer Rasmus Sørensen, Venslev, en af lederne for denne retning.
Der omtales kun få vakte fra Korsør, mens der var stor tilslutning i Svenstrup. Vækkelsesbevægelsen stod stærkt i Vemmelev-Hemmeshøj. Principielt skulle gudelige forsamlinger anmeldes til sognepræsten. I mange af sognene i omegnen sad præster, der havde forståelse for vækkelsesbevægelsen, og som selv afholdt forsamlinger. Pastor Duus, der fungerede i Vemmelev 1826-42, var stærkt rationalistisk og modstander af forsamlingerne. Han søgte som den eneste at stoppe dem ved hjælp af loven.
En række møder i vinteren 1837 blev på foranledning af Rasmus Sørensen bevidst ikke anmeldt til Duus, og der blev derfor anlagt sag mod Rasmus Sørensen. Mens sagen var i gang, afholdt de vakte ikke mindre end ti uanmeldte møder i Vemmelev med mange deltagere. Uroen hørte dog op, da Danske Kancelli i løbet af sommeren desavouerede Duus og gav amtmanden ordre til at stoppe indgrebene. Rasmus Sørensen og en række medtiltalte blev idømt store bøder, som dog blev nedsat ved appelretten. Sagen fra Vemmelev var et led i Rasmus Sørensens konfrontationspolitik, der skulle sprænge statskirken. Den må have virket mobiliserende, for 1839 kunne Rasmus Sørensens protest mod et nyt ritual i kirkerne samle 66 underskrifter i Vemmelev-Hemmeshøj og 12 i Korsør ud af ca. 300 fra Sorø amt.
Duus efterfølger, Rothe, formåede at få et bedre forhold til de vakte og tog hyppigt del i deres forsamlinger. I 1840’erne vandt baptisterne frem i Danmark, også blandt de vakte, og myndighederne anvendte tvangsdåb af baptisternes børn. Der var enkelte baptister i pastoratet; men Rothe nægtede at medvirke til tvangsdåb.
