I 1920 afløstes de foregående års voldsomme prisstigninger af krise med kraftige prisfald frem til 1922. Der havde været lønfremgang 1918-20; men nu slog arbejdsgiverne bremserne i, og der fulgte nogle meget urolige år. Arbejdere og arbejdsgivere stod stejlt over for hinanden. Socialdemokratiets ledelse, De samvirkende Fagforbund og den socialdemokratiske presse var i et dilemma. Samtidig med at arbejderne skulle støttes, arbejdsgiverne nedgøres og arbejderbevægelsen styrkes, måtte vilde elementer blandt arbejderne tøjles. Problemet forstærkedes, efter at Socialdemokratiet havde fået regeringsmagten i 1924.
Den ledende socialdemokrat i Korsør, borgmester Grevsen, talte normalt også for en moderat kurs, især efter at han var blevet byens leder i 1917. Han lod sig dog et par gange under Påskekrisen i 1920 rive med af en stemning. Da en generalstrejke var truende nær, opfordrede Grevsen harmdirrende til ikke at tirre arbejderne, da ”glasset er ved at flyde over”, og han truede alle dem, der stod uden for fagforeningerne med, at de ikke ville få brød, vand, gas mv., så længe generalstrejken varede. Da krisen blev løst, og den varslede generalstrejke afblæst i sidste øjeblik, kunne folkestemningen i løbet af næsten ingen tid samle en betydelig sejrsdemonstration, som med 15 røde faner i spidsen og under afsyngelse af Internationale og Socialistmarchen bevægede sig fra Halsskov til Havnepladsen, hvor bl.a. Grevsen talte fra en improviseret talerstol, en bræddestabel.
Den socialdemokratiske avis refererede ikke talerne, men skrev, at ”ordene, der lød, blev til af den højtidelige stemning, der udløste vore tanker”. Der var formentlig blevet sagt mere, end der burde ud fra en nøgtern vurdering. Grevsens tidligere udtalelser blev heller ikke refereret i partiavisen, men blev bragt af hans ærkemodstander, Adam Jensen, i den konservative Korsør Avis.
Efter en lockout i 1921, der omfattede mere end 100 i Korsør, fulgte et meget uroligt 1922. Arbejdsgiverne krævede store lønreduktioner, og det kom til strejke og lockout, der varede fra 14.2. til 24.4. I Korsør var mere end 250 arbejdere konfliktramt, især ved havnen, virksomhederne omkring havnen, Jernstøberiet og Margarinefabrikken. Der blev holdt flere offentlige møder, hvor frygten hos arbejderbevægelsens ledere for infiltration fra syndikalister og kommunister, der gik ind for direkte aktion, var tydelig. Den 24.2. manede Grevsen således til sammenhold.
Det var vanskeligt at styre arbejderne, når højrekræfter i byen pustede til ilden ved i stort omfang at lade konfliktramt arbejde udføre af skruebrækkere under politibeskyttelse. Den 20.2. indtraf en episode, der fik de borgerlige til at se en kommunistisk revolution lige om hjørnet. Da en flok arbejdere stod i nærheden af ØA’s pakhus, hvor nogle skruebrækkere var i funktion, blev et par politibetjente tilkaldt for at holde vagt. Dette provokerede arbejderne så meget, at da skruebrækkerne skulle hjem til Tjæreby sogn om aftenen, blev de passet op, og det kom til et sammenstød ved Bomhuset. Politiet måtte skride ind, og et par arbejdsgivere henvendte sig til justitsministeren, der gav politimesteren i Korsør ordre til at rekvirere betjente fra nabobyerne, og fra København blev afsendt nogle civilklædte statsbetjente. Politiopbuddet blev bl.a. brugt til at holde gaden ryddet, så biler med skruebrækkere fra Margarinefabrikken, der skulle holde fyraften, kunne passere. Statsbetjentene forhørte sig om det kommunistiske partis stilling i Korsør. Den 23.2. blev korsoranerne gennem aviserne gjort opmærksom på, at sammenstimlen og opløb på offentlig vej var forbudt ifølge politivedtægten. Det blev desuden forbudt at løbe fastelavn.
Den spændte stemning gav sig andre udslag. To berusede maskinarbejdere forøvede hærværk mod motoren på Jernstøberiet. Der gik rygter om, at nogle arbejdere havde forsøgt at sabotere dieselmotoren i ØA’s pakhus ved at lukke for kølevandet. Der skulle også være planer fremme i Arbejdsmændenes Fagforening om at få standset det privatejede elværk, da det leverede strøm til havnens kraner.
Fra 1923 begyndte lønnen igen at stige. Da arbejdsgiverne i 1925 atter ville have den sat ned, endte det med 11 ugers strejke og lockout fra 18.3. I Korsør omfattede den omkring 400. Selv om arbejdsgiverne igen brugte skruebrækkere, kom det ikke til sammenstød. Grevsen kunne rose arbejderne for under denne kamp at have ”vist en selvbeherskelse, der vidner om et sådant kulturtrin, at det kunne stå som forbillede for den øvrige verden”.