Pressen

De vigtigste kulturfaktorer i byen var nok aviserne og biblioteket. Byen fik sin egen avis, Korsør Avis, i 1855. Den udviklede sig til at blive en markant Højreavis, og dens oplag steg fra 200 i 1860 til 1.000 i 1910. Oplaget var i 1920’erne på 900 og i 1930’erne på 800. Den socialdemokratiske presse gjorde et fremstød i Sydvestsjælland i 1899 med Vestsjællands Social-Demokrat i Slagelse. Den fik 1904 lokalredaktion i Korsør og fra 1914 en aflæggeravis, Korsør Social-Demokrat. Den socialdemokratiske presse havde 480 abonnenter i Korsør i 1905. Dette tal var i 1920’erne vokset til 1.400-1.500.
Sorø Amtstidende i Slagelse, der fra 1871 var en Venstreavis, havde kun få abonnenter i Korsør, i 1905 ca. 50, hvorimod den dominerede i de omgivende landdistrikter. Bladet havde fra århundredets begyndelse en meddeler i Korsør, og fra 1935 havde avisen en egentlig lokalredaktion i byen. Endelig havde det radikale Vestsjællands Folkeblad i Slagelse en aflægger i Korsør omkring 1920 og en lokalredaktion i 1940’erne; men bladets betydning var begrænset.
Efter 2. verdenskrig blev Korsør Avis udkonkurreret, og den måtte lukke i 1957, mens Sorø Amtstidendes betydning voksede stærkt. Den havde et oplag på ca. 2.000 i Korsør med opland i 1950’erne. Korsør Social-Demokrat og dens efterfølger fra 1949, Sjællands Posten, stod stadig stærkt i byen. Sjællands Posten, der var blevet en del af Aktuelt, måtte lukke sin lokalredaktion i 1971, og Sorø Amtstidende (Sjællands Tidende) var herefter det eneste lokale dagblad.

TEMAER

Korsør i 15.000 år - af Jette Kjærulff Hellesen og Ole Tuxen