En udbygning af pengeinstitutterne med flere filialer begyndte i 1960’erne. Nogle lokale pengeinstitutter fusionerede med eller blev opkøbt af større banker og sparekasser. Vemmelev og Hemmeshøj Sognes Spare- og Lånekasse blev i 1966 overtaget af Vestsjællandsbanken i Slagelse, fra 1968 Sjællandske Bank. Kjøbenhavns Handelsbank overtog i 1967 Korsør Håndværker-, Handels- og Landbobank, og Sparekassen for Korsør og Omegn fusionerede samme år med Bikuben. I 1973 gik Tårnborg Sparekasse med i sammenslutningen. Fra 1970’erne frem til i dag er flere nye pengeinstitutter kommet til Korsør. Der var i 1980 12 pengeinstitutter i kommunen, deraf 3 i Vemmelev. I 1995 var antallet af afdelinger som følge af fusioner og nedlæggelse af filialer nede på otte, heraf de to i Vemmelev. Antallet i 2005 var det samme, men nu var der kun én afdeling i Vemmelev.