En rejse over Bæltet var på grund af vind- og vejrforhold undertiden en vovelig færd i de små åbne fartøjer, og vejrguderne skelnede ikke mellem rig og fattig. Efter nytår 1569 måtte Frederik II (1559-88) på hjemrejse fra Kolding på grund af is ufrivilligt tage ophold på Sprogø uden husly og tilstrækkeligt proviant. Dette førte til, at han bestemte, at der for fremtiden skulle sørges for husly, mad og drikke til de folk, der kom i en lignende situation. Dette nød hans søn, Christian IV (1588-1648) godt af, da isen i januar 1620 tvang ham til at overnatte på øen. Han fik forplejning af den hollandske bestyrerfamilie.
1586 rejste tyskeren Samuel Kiechel gennem Danmark. Den 1.2. lejede han og hans medrejsende i Nyborg et fartøj med fire årer og et mandskab på fire. Turen til Sprogø, hvor man blev beværtet af hollænderne, gik glat. Ca. en mil fra Korsør sad båden fast i isen, så mandskabet måtte udenbords og bane vej gennem isen med deres bådshager, og man nåede til Korsør.
I januar 1667 var 80 mennesker indefrosset på Sprogø i atten dage. Det må have tæret hårdt på forsyningen af mad og drikke. Syv år senere, den 23.2.1674 begav den hollandske købmand Abraham van der Meersch og seks andre sig fra Nyborg i en båd med seks årer, bemandet med seks rorskarle og en styrmand. Mellem Nyborg og Sprogø tvang store drivisflager de fjorten mænd til et par gange dels at springe op på en isflage og hale båden efter sig, dels at sætte den ud i åbent vand og stige ombord. Heldigvis drev de mod Sprogø, hvor der i nærheden af den store banke lå et lille hus med et skur. ”I denne fattige bygning drog vi ind med hele vort selskab og bagage, medens skibsmandskabet gik ind i skuret … Bonden eller herren over hele denne lille ø eller landsby på ét hus … fyrede bravt i og skaffede så megen frisk halm ind i kammeret, som vi alle havde nødig til sengeleje”. Før de gik til hvile, delte de som brødre den medbragte proviant. ”Vi forlystede og fornøjede os på bedste måde i hverandres selskab for at glemme den udstandne fare … Ude blæst, inde fest!” Næste dag sejlede båden uden problemer i et næsten isfrit farvand til Korsør.
Drivisen var det store problem. Dette måtte nogle kongelige jagtbetjente på vej til Jylland sande i januar 1684. De havde lejet en robåd i Korsør og nåede med store anstrengelser gennem isen til Sprogø. Her sad hen ved 100 mennesker strandet. For at skaffe mad nok måtte bonden slagte nogle af sine køer; men brød og øl slap op. De, der havde råd, købte mælk, de andre måtte tø isklumper fra brønden op.
Efter fem dage havde jagtbetjentene fået nok af opholdet og gik uden proviant ud i drivisen med en båd den 14.1. for at nå Knudshoved. Hurtigt kom de i drift med isen, og hele dagen og natten vekslede de mellem at kæmpe sig i land på isflager og at sætte båden i åbent vand. Næste dag kom båden i klemme mellem to isflager, og de måtte atter springe op på isen. Bådsmændene råbte, at båden måtte lades i stikken. Jagtpagen Frederik Gram tøvede, og det åbne vand mellem hans og de andres flage blev bredere og bredere. Da han endelig sprang, styrtede han i det iskolde vand, men kom op og klamrede sig til isflagen, hvor de andre stod. Overjægeren bestemte sig for at hale Gram op, selv om han først havde udbrudt: ”Gud være din sjæl nådig! Vi må jo dog alle omkomme her.” De måtte blive på isflagen natten over, og næste dag efterlod resten af selskabet Gram og to andre, der var ”halvt omkomne” på flagen, hvor de måtte holde hinanden varme, så godt de kunne. De drivende flager sørgede dog for, at hele selskabet landede på Romsø den 17.1. Gram var så forkommen af kulde, tørst og sult, at de andre måtte slæbe ham det første stykke vej.
Vindforholdene spillede en afgørende rolle for overfarten, og Jens Bircherods rejse over Bæltet i 1694 var næppe særlig usædvanlig. Han, der var på vej til at tiltræde bispeembedet i Ålborg, nåede sammen med sin kone, bagage, hest og vogn Korsør den 28.1. En hård vestenvind pakkede is ind i havnen, og først den 31.1., da vinden var sydlig, blev ægteparret sejlet gennem isen ud til en jagt. Vinden gik atter i vest, og jagten måtte efter at have krydset sig frem kaste anker. I fem timer kastede en kraftig storm jagten hid og did, indtil den kl. 2 om natten mistede ankeret. Der var ingen anden udvej end at sætte sejl og sejle lige ind i isen. Det gik rask frem et stykke; men så sad jagten fast i isen. Næste dag blev Bircherods sat i land i Korsør med en båd. Den 2.2. var vinden drejet til nordøst, havnen var isfri, og bispeparret tog atter af sted, denne gang med vogn og hest. Da de nåede Sprogø, var det så vindstille, at jagten ikke kunne komme videre. Bircherods blev roet over til Knudshoved af manden på Sprogø, og tre timer senere kom jagten med bagage, vogn og hest.