Jeg rullede rask af sted til Korsør, lod holde udenfor borgmesteren for at få mit pas påskrevet uden tidsspilde, addresserte mig straks til postføreren, som lovede at tage mig (og de andre passagerer) med af villighed, når vi for resten ville affinde os med færgefolkene angående fragten, betale hans folk en drikkeskilling, og bekoste os en båd ud til jagten, da han ikke havde lov at føre os ud i samme båd, som postsækkene gik med. Jeg gysede lidt ved alle disse vanskeligheder, men de vare ikke store. Efter at have betalt for fragten 3 rdl. 4 sk., i drikkepenge 12 sk., for pas hos borgm. 8 sk., og siden 4 sk. foruden 2 sk. til underofficeren og til litzenbrødrene 8 sk. kom jeg for 24 sk. i en båd til postjagten, hvor vi måtte bie til 11 1/2 efter posten, og begyndte da sejladsen med stik modvind.
Denne rejseskildring fra sommeren 1802 af C.L. Strøm afspejler forholdene på overfarten efter 1793, hvor postvæsenet overtog postsejladsen for egen regning og investerede i to postjagter, ”Mercurius” og ”Ørnen”. Ved siden af dem sejlede færgelavene stadig over Bæltet med deres egne smakker, hvoraf der var tre i Korsør. Skulle man over Storebælt, havde man også den mulighed at leje en smakke helt for sig selv.
Taksterne for transporten over Storebælt havde ikke været ændret siden 1684. De blev sat op i 1793, da færgelavene kunne påberåbe sig store omkostningsstigninger. Under englænderkrigen forhøjede de to færgelav egenmægtigt taksterne. Det tilgav kongen efter postdirektionens indstilling, og der blev givet tilladelse til takstforhøjelse i 1811. Taksten for kreaturer og heste måtte imidlertid kun fordobles i forhold til 1793, og det vakte utilfredshed. Der blev truet med at opløse lavene og overlade overfarten til det offentlige. Postvæsenet ville føje lavene, men Frederik VI stod fast. Søofficerer blev holdt parat til at overtage bestyrelsen af overfarten, og i givet fald ville mandskabet blive udskrevet og skibene rekvireret. Stillet over for denne trussel gav færgelavene op.
Det første dampskib i Danmark, hjuldamperen ”Caledonia”, blev sat i fart 1819. I løbet af 1820’erne blev det diskuteret i postdirektionen, om man skulle anskaffe en hjuldamper til Storebæltsoverfarten. Hovedparten af passagertransporten tog færgelavene sig af, kun et fåtal brugte postjagterne, og postdirektionen diskuterede derfor kun, om dampen ville betyde hurtigere postbesørgelse. I stærk frost kunne man hverken anvende damp eller sejl og ved gunstig vind kunne der kun spares en ubetydelighed. Det, dampskibet skulle erstatte, var en hurtiggående robåd i vindstille eller en postjagt, der måtte krydse i modvind. Her ville den dyre investering kun spare nogle få timer om året.
Der blev nedsat en kommission, der også overvejede faren for overisning, og om dampskibet ville skræmme fiskene bort. Der var imidlertid politisk vilje til at indføre dampdrift, og 11.6.1828 sejlede hjuldamperen ”Mercurius” sin første tur. Skibet, der var godt 23 m langt, blev købt i England. Der blev også ansat en engelsk maskinmester, der kun kunne engelsk. Maskintelegrafen var endnu ikke indført, så kommunikationen foregik ved, at kaptajnen gav sine ordrer på engelsk gennem en råber, og maskinmesteren kvitterede ved at gentage ordren. Eventuelt blev der placeret en mand ved maskinlugen som mellemled.
”Mercurius” fik en stor tilstrømning af passagerer og kom derved til at true færgelavene. De ansøgte derfor i 1840 kongen om at få monopol på sejladsen over Storebælt. Det opnåede de for en periode på 18 år. Postvæsenet skulle betale et årligt beløb for at få posten ført over, og lavene var forpligtet til bl.a. at have et dampskib og to postjagter til at klare sejladsen. 1.1.1844 blev besejlingen indledt med den nybyggede hjuldamper ”Kronprinds Frederik Carl Christian”.
