Mellem- og realskolen

1905 overtog kommunen Rasbechs Skole og gjorde den til mellem- og realskole med mellemskoleeksamen og realeksamen på grundlag af almenskoleloven 1903. Dennes hensigt var at gøre det muligt for velbegavede børn, også piger, at gennemføre en ubrudt skolegang i den offentlige skole fra 1. klasse til øverste gymnasieklasse. Mange elever stoppede med realeksamen, der fik prestige som adgangsgivende til en række videregående praktiske uddannelser og særlige elev- og lærepladser. Skolen udvidedes med en nybygning i 1909.
En undersøgelse af afgangseleverne fra skolen frem til 1920 viser, at den især rekrutterede sine elever blandt etaternes personale og statsbanearbejdere samt forretningsfolk og mindre selvstændige. Pigernes andel af realisterne voksede fra 30 % i 1906-09 til 42 % i 1917-20. Almenskolelovens tanker om en fortsat skolegang hæmmedes i Korsør noget af, at skoleåret før 1917 var forskelligt i kommuneskolen og i Mellem- og realskolen. Det kostede desuden før 1920/21 et ret anseligt beløb at gå i skolen. Der tildeltes dog fripladser. Rekrutteringen til skolen skete derfor næsten udelukkende fra privatskolerne; i 1911 kom 47 af de 48 indstillede fra privatskoler. Frafaldet var stort i de første årtier - i 1910/11 41 % - og også større, end hyppig forflyttelse af etaternes personale kunne forklare.

TEMAER

Korsør i 15.000 år - af Jette Kjærulff Hellesen og Ole Tuxen