Og for at hente tøjet og hans sager/en beget litzenbroder træder ind./ Han selv, med drømmende omtåget sind/ i dennes følgeskab til havnen drager/ hvor passagererne just gik om bord,/ og snart af sted i stormen smakken for.
I dette vers fra Adam Homos 7. sang har Fr. Paludan-Müller skildret en af Korsørs markante erhvervsgrupper, litzerne. Ordet kommer af litze, en snor eller snøre bl.a. til at bære pakker i, og en af litzernes hovedopgaver i Korsør og andre steder var netop at bære de rejsendes gods og bagage.
Den hjælp, der blev anvendt til at lade og losse færgerne, gav ofte anledning til klage. Forholdene blev søgt ordnet i 1723, idet magistraten herefter skulle fastsætte takster og udpege personer til arbejdet. Hverken disse bestemmelser eller et nyt reglement fra 1734 kunne dog forhindre stridigheder. 1731 klagede fornemme rejsende over den behandling, de havde været ude for, og magistraten måtte kalde folkene op på rådstuen og advare dem. Det samme skete i 1746 og 1751.
1756 var der uenighed mellem litzere og daglejere, der også ville have del i arbejdet. Her måtte fem sættes i arrest, så de kunne køle af til dagen efter. Ved en tilsvarende episode fire år efter kunne man nøjes med én arresteret. Endelig i 1760 bestemte magistraten så, at der skulle beskikkes faste litzenbrødre, der havde eneret på litzeriet, og der blev udfærdiget en instruks og opstillet en liste over de godkendte litzere, 30 i alt. Betegnelsen litzenbroder blev i øvrigt også anvendt om en særlig ansat medhjælper hos postmesteren.
De nye bestemmelser synes dog ikke at have stoppet urolighederne, og et reglement fra 1822 indskærpede da også: ”Ingen uorden på broerne eller postgården må i nogen henseende finde sted under litzningen såsom skældsord, klammeri, stenkastning, tobaksrygning eller slet opførsel imod nogen rejsende, hvad enten han er simpel eller fornem mand.”
1783 søgte Korsørs søfolk kongen om tilladelse til at stifte et ligbærerlav for søfarende, fordi byens borgerlige ligbærerlav var for dyrt. Det blev bevilget, og i 1784 oprettedes Korsør Sølav. Finansieringen skete, dels ved at søfolk, der kom hjem fra en sørejse, skulle betale et fast beløb, dels ved at lavet fik en part af indtægterne ved litzeriet. 1786 søgte de søfarende om eneret til at litze, idet magistraten havde givet ”adskillige af borgerstanden og diverse professioner tilladelse og adgang til at tage del i litzeriet”.
Admiralitetet støttede ansøgningen, mens byens magistrat så den som et udtryk for, at søfolkene ikke ville adlyde deres øvrighed. Indtægterne ved litzningen burde komme alle byens daglejere til gode. Amtmanden, der også fik sagen til udtalelse, anførte, at der af Korsørs 25 litzere ofte kun var 6-8 tilstede, så det var nødvendigt at få daglejere eller soldater fra garnisonen til hjælp. Han mente, at det tilfaldt magistraten at udnævne litzere. Danske Kancelli delte sol og vind lige, og bestemte at magistraten måtte antage, hvem de ville; men at søfolkene så vidt muligt skulle have fortrin. Denne afgørelse rettede magistraten sig efter, således at sølavet herefter reelt fik det ønskede monopol.
Litzerne havde mange opgaver. De skulle ved dag og nat være til stede ved færgebroen for at være de rejsende og fartøjerne til hjælp. De skulle befordre bagage og gods, og de skulle assistere ved ind- og udladning af bagage, gods, vogne og levende dyr. De skulle desuden, hvis det var nødvendigt, indvarpe færgerne og udhale eller udvarpe dem ved hjælp af de udlagte varpankre. Om fornødent skulle de anvende et særligt gangspil på Halsskov til arbejdet.
Sølavet satte også på anden måde præg på byen. 1789 skænkede det et kirkeskib til Skt. Gertruds Kirke, og det var lavet, der arrangerede dystløb med festligt udklædte søfolk, procession gennem byen, og to dystløbere, der søgte at støde hinanden i vandet fra hver sin båd. Der kendes sådanne dystløb fra 1788, 1800, 1815 og 1836. Da borgervæbningen blev oprettet i 1801, kom Sølavet til at udgøre et særligt korps, og i 1815 blev det bestemt, at lavet i krigstid skulle tjene som artillerister ved forsvaret af Korsør Fæstning.
