Landsbyer

I dette afvekslende landskab lå landsbyerne, de fleste med gårdene samlet omkring forten; Svenstrup og Hulby tenderede dog mod, at husene lå på række. På forten var gadekær og bystævne, hvor bønderne afgjorde fælles anliggender. Uden om selve landsbyen lå markerne. Omkring midten af 1600-tallet var der 63 gårde og 34 huse i Tårnborg sogns seks landsbyer. Bonderup var dengang en landsby. Ved Tårnborg Kirke lå en enkelt gård, Tårnborggård, der havde sine jorder omkring kirken og borgbanken. Vemmelev sogns tre landsbyer havde 64 gårde og 15 huse. I de tre landsbyer i Hemmeshøj sogn var der 33 gårde og 11 huse. I 1682 havde landsbyerne i Tårnborg sogn og Tårnborggård tilsammen et dyrket areal på 1.546 tdr. land, landsbyerne i Vemmelev sogn tilsammen 2.019 tdr. land og landsbyerne i Hemmeshøj sogn 1.177 tdr. land. Vårby i Hemmeshøj sogn, der oprindelig havde været en landsby, var opløst og bestod kun af jorder.
I Forlev nær udløbet af Tude Å lå vandmøllen Pine Mølle, der havde været i drift siden middelalderen, men lå øde fra 1650’erne. Den tilhørte kongen. Der var også en vandmølle i Stude Enghave før eller omkring 1682, og i 1688 omtales en vejrmølle i Vemmelev.

Korsør i 15.000 år - af Jette Kjærulff Hellesen og Ole Tuxen