Afgrøderne var rug, byg, havre og i hvert tilfælde i Vemmelev-Hemmeshøj i 1690 lidt boghvede. I området ud mod vandet, hvor de store overdrev lå, var kvægavl mere udbredt, således i Svenstrup, der havde græsningsret på Halsskov Overdrev. Svenstrup havde da også alsædebrug med kun én vang, der aldrig lå brak. Dette kunne lade sig gøre på grund af den rigelige gødning fra dyrene eventuelt suppleret med tang. Landsbyen Bonderup og Dyrehovedgård havde også alsædebrug. I alle de øvrige landsbyer havde man trevangsbrug. Kvæget græssede på den mark, der lå brak. Uanset om der var alsædebrug eller trevangsbrug, var hver gårds agre spredt ud over de mange åse, som hver vang eller mark var opdelt i. Driften foregik i fællesskab. Hver gård havde en smule jord, toften, ved gården.
Mindre købstæder som Korsør var stadig landbrugsbyer, i og med at den vigtigste del af borgernes indtægter kom fra bymarken. I 1690 havde næsten halvdelen af Korsørs ejendomme andel i bymarken. Jorden dyrkedes som alsædebrug. Marken var som på landet opdelt i åse og agre, der var fælles græsgang, og arbejdet foregik i fællesskab. På byens eng høstede borgerne i 1650’erne over 100 læs hø om året.
I folden på bymarken gik heste, kvæg, svin og gæs. Af de tab, nogle borgere opgav at have lidt under krigen 1658-60, ses, hvor omfattende husdyrholdet var. F.eks. mistede rådmand Bertel Madsen i august 1658 19 hopper og heste, 8 okser og køer, 24 svin og 26 får og lam. Også de mindre velstående havde dyr, således mistede Hans Skomager 3 heste, 2 hopper, 1 ko, 4 svin og 6 får. Byens mark overvågedes af vangevogteren, således at korn og eng ikke blev skadet af indtrængende kvæg. Skete det alligevel, at kvæget trængte ind, skulle han drive det tilbage i folden. Om efteråret blev kvæget lukket ind i skoven. Brugerne måtte heller ikke indbyrdes skade hinandens marker med dyr eller redskaber. Korsørs bylov og vedtægt fra 1697 regulerede disse forhold.