I den tidlige middelalders landsbyer ejede stormænd, kirken eller kongen meget store gårde, brydegårde, som de drev ved en forvalter, bryden. Brydegårdenes arbejdskraft var trælle og gårdsæder. Disse boede på meget små brug, gårdsædestavne, der var knyttet til brydegårdene. Gårdsæderne havde kun lidt jord og levede på eller under eksistensminimum. I landsbyerne lå desuden gårde af mellemstørrelse, som var ejet af bønderne eller – hvilket var det almindeligste – af stormænd, som bortfæstede dem til bønder mod betaling i form af en del af udbyttet.
Gårdene lå samlet i landsbyer, og jorden dyrkedes i fællesskab. Den enkelte gård havde et bestemt antal agre og en bestemt andel af fællesarealerne. Nogle brydegårdes jord var udskilt af landsbyfællesskabet.
I den tidlige middelalder fandt en stor teknologisk forbedring sted i landbruget med ibrugtagning af hjulploven, der var langt mere effektiv end arden. En anden vigtig nyskabelse – og ikke uden sammenhæng med hjulplovens indførelse - var dyrkning af vintersæd. Disse forbedringer betød en øget produktion, som atter medførte en kraftig befolkningstilvækst.
Fra omkring 1300 satte en krise ind med misvækst, hungersnød, forladte gårde og landsbyer og et kraftigt faldende befolkningstal. Dette medførte mangel på arbejdskraft, og denne kunne nu stille krav om bedre forhold. Jordejerne kunne ikke længere regne med gårdsæder som billig arbejdskraft, og brydegårde blev nedlagt.
I stedet blev der oprettet mellemstore fæstegårde, der kunne forsørge en familie. Fæstebønderne var forpligtet til at yde jordejerne kørsel, byggearbejder mv. I 1400-tallet bredte vornedskabet sig, hvorved fæstebønderne fik pligt til at blive på det gods, hvor de var født og fæste en ledig gård der. Formålet var at holde på arbejdskraften. Antallet af selvejerbønder blev stadig mindre.
Kvægbrug afløste i nogen grad korndyrkning, da det var mindre arbejdskraftkrævende, og da kvæget kunne græsse på den uopdyrkede jord. Græsningsarealerne blev yderligere forøget ved indførelse af trevangsbrug. Denne landbrugstekniske reform slog igennem omkring 1300. Her lå en tredjedel af det dyrkede areal brak hvert tredje år. Jorden blev mindre udpint end ved det hidtidige system med konstant dyrkning. Det umiddelbart mindre udbytte ved indførelse af trevangsbruget var ikke noget problem på grund af det faldende befolkningstal.
