Amtmand Berregaard skrev i 1744 om bønderne i Antvorskov og Korsør amter, at de var små af vækst, at de ikke var snaksomme og endnu mindre veltalende. De var træske af væsen, og de fleste havde ingen gode egenskaber. De var vrangvillige til at udrette det gode og mest uvillige, når de skulle efterkomme deres pligter mod herskabet. Mange af dem var også efterladende med at stræbe for sig selv, så det måtte de hjælpes til både med det gode og det onde, dog mest med det onde, for det hjalp bedst.
Karakteristikken stammer fra den periode, hvor en langvarig landbrugskrise kulminerede. Årtierne herefter var opgangstider, og de gode konjunkturer trak reformer i landbruget med sig. Landboreformerne i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet havde en række mål. Landsbyfællesskabet skulle ophæves, og tekniske forbedringer skulle indføres. Der skulle gives mulighed for selveje, og hoveriet skulle begrænses. Endelig skulle bønderne frigøres fra herremandens myndighed, og de skulle være fuldgyldige borgere.
Den første udskiftningslovgivning, der kom omkring 1760, sigtede mod at få foretaget en deling, når landsbyer havde jord i fællesskab. Det første eksempel herpå fra Korsørområdet var opdelingen af Halsskov Overdrev 1759, så Svenstrup og Dyrehovedgård fik deres egne områder. 1773 kunne amtmanden indberette, at Stude og Erdrup var blevet skilt fra Neble og Boeslunde ved grøftning, og at fællesskabet mellem tre byer under Dyrehovedgård var ophævet. Der var formentlig tale om Halseby, Frølunde og Svenstrups fællesskab om Gneverskovmarken.
1778 havde Halseby, Frølunde og Svenstrup fået adskilt Halseby Møllemark fra en mark i Frølunde, og Frølunde og Svenstrup havde sammen fået adskilt en anden mark fra Næsby og Forlev. Tjæreby havde fået afgrænset en mark, der før havde været fælles med Frølunde og Halseby, og Vemmelev havde fået fralukket to marker, der hidtil havde været fælles med henholdsvis Hemmeshøj og Ormeslev.
Udskiftningen af de enkelte landsbyer kom først for alvor i gang i 1790’erne efter udstedelsen af udskiftningsforordningen 1792. Ved Korsør blev alle landsbyer udskiftet i 1790’erne med Vemmelev og Hulby som de første i 1794 og Svenstrup og Hemmeshøj som de sidste i 1798. Så vidt muligt valgte man at anvende stjerneudskiftning, eventuelt med udflytning af enkelte gårde. Ved en stjerneudskiftning blev gårdene liggende på deres plads i landsbyen med deres jord formet som en trekant med den ene spids ved gården. I Vemmelev-Hemmeshøj blev stjerneudskiftning anvendt på fire af de seks byer, mest markant i Hemmeshøj, hvor kun to gårde blev flyttet ud.
Ejendomsforholdene ændredes også. Før reformerne havde der stort set kun været fæstegårde i sognene. I 1840 var 31 % af hartkornet selveje, og kun 12 % af hartkornet skulle yde hoveri. Frasalget fra Bonderup begyndte 1798. 1840 fik herregården nyt bøndergods, der blev solgt fra 1849. Tårnholm bøndergods blev først solgt efter 1850.
De landbrugstekniske ændringer havde sværere ved at trænge igennem. Omkring 1840 fulgte bønderne ifølge den stærkt landbrugsinteresserede pastor Duus i Vemmelev ingen moderne driftsplan. I Vemmelev-Hemmeshøj havde mange nærmest trevangsbrug endnu med grønjord efterfulgt af byg og rug. I alle tre sogne havde mange dog anskaffet svingplov til erstatning for hjulploven. Byg var den dominerende afgrøde, og der blev desuden dyrket hvede, rug, havre, boghvede, ærter, kartofler, kløver, hør, humle, vinterraps og kommen.
Herregårdene var længere fremme. På Tårnholm havde man foruden svingplove tærskemaskine, rensemaskine til kornet og en hestemølle. Jorden blev renset for sten, og der blev merglet. Dyrehovedgård var ved at blive renset for sten, og på Bonderup brugte man svingplov og rensemaskine, og der var mejeridrift.
Tårnholm blev drevet helt uden hoveri ved hjælp af husmænd. Arbejdskraftbehovet på landet blev efter landboreformerne dækket af en voksende landarbejderklasse, hvis forhold ikke nødvendigvis blev forbedret af reformerne.