Der var også plads til læsning og andre fornøjelser, selv om midlerne må have været små i de fleste familier. 1771 var der en spillemand i byen. Der blev drøftet politik i vinstuen ved apoteket, når posten var kommet, og hos købmand Marcus Lauritzen har man nok kunnet se de aviser, han abonnerede på, Adresseavisen, Iversens avis fra Odense, Altonaischer Mercurius og en avis fra Hamburg. Ved århundredskiftet gik det stiligt til ved byens baller. Damerne ankom i byens eneste karet, et stort forgyldt monstrum, og det var balinspektørens opgave at bestemme, hvem der skulle danse sammen.
Korsør fik et dramatisk selskab i 1815. Det var i følge den flabede Poul Martin Møller sognepræsten, der var direktør for teatret og i øvrigt også for fugleskydningen, og på hele egnen var han den, der skød og drak bedst. Kan man tro H.C. Andersen, fik selskabet ingen lang levetid, og dets kulisser blev brugt til at reparere møllevinger med. Fugleskydningen foregik med procession ud til skoven og afsluttende bal efter en anstrengende dag.
Byens klubselskab omtales 1804, hvor det havde en bogsamling. Klubben lagde i oktober 1819 lokale til en fest for dronningen og kronprinsessen. Der var middag for byens embedsmænd og mest ansete borgere, der udbragtes skåler til kanoners torden og trompeters lyd, og der var dans til om morgenen. Der eksisterede et læseselskab i 1824, der også kunne benyttes af rejsende, og der omtales også en læseforening i 1839. Et syrligt privatbrev meddeler, at embedsmænd ikke måtte optages som medlemmer, bortset fra provsten. Brevet fortsætter: ”For de ”højere stænder” eksisterer her et ”circulary-library”. Hovedpassionen i Korsør er spil, og hvor man kommer sammen, er der ikke tanke eller tale om andet. Dette finder navnlig altid sted på Klubben, samlingsstedet for den fornemmere del af borgerne og for embedsmændene.”
