Den internationale oliekrise i 1973 blev et økonomisk vendepunkt. Fuld beskæftigelse blev afløst af krise og arbejdsløshed, som man forsøgte at afhjælpe ved forskellige beskæftigelsesordninger. I 1979 indførtes efterlønsordningen. Korsør blev hårdt ramt af krisen efter 1973. Stort set hele Korsørs industri var baseret på leverancer til byggeriet, og dette fulgte som altid de økonomiske konjunkturer. Dette gjaldt også byggeriet i Korsør. Der fuldførtes ca. 300 boliger om året i Korsør i begyndelsen af 1970’erne; men derefter faldt antallet og var i 1975 nede på 62. I slutningen af 1970’erne blev der i gennemsnit bygget 135 boliger årligt i Korsør.
Fabrikkerne forsøgte at overleve på arbejdsfordeling; men mange måtte give op. Hollesen, der var Korsørs næststørste private virksomhed, lukkede her i 1974. Fra 1974 til 1975 steg Korsørs ledighedsprocent fra 9,7 til 15,2. 1980 stoppede Kählers Teglværk med fremstilling af teglsten, efter at hele produktionen var flyttet til Svenstrup i 1968. ”Familiernes” aktiviteter i byen var på retur. Omkring 1980 var Fischer-familiens rolle i forretningslivet helt udspillet, og Rasmusen-firmaet afviklede aktiviteterne ved havnen fra 1975. Firmaets anlæg på Amerikakajen blev overtaget af DLG, tidligere ØA, i 1980. DLG er det eneste af de gamle grovvarefirmaer, der er tilbage ved havnen.
Ledighedsprocenten holdt sig fra 1975 til 1981 mellem 10 og 15. Det var en højere ledighed end i amtet som helhed og i hele landet. De økonomiske konjunkturer forbedredes i begyndelsen af 1980’erne, men kun kortvarigt. I 1982 kom det store chok, da Korsørs største virksomhed, Scanglas, standsede glasproduktionen, angiveligt som resultat af en kamp om markedet i Skandinavien mellem to store multinationale koncerner. Saint Gobain, der ejede Scanglas, ville ikke investere i en ny produktionsmetode her. Mellem 1980 og 1982 var syv virksomheder lukket i Korsør, og hver fjerde arbejdsdygtig person var nu ledig. For arbejdsmændene alene var ledighedsprocenten 40, efter at den i 1973 havde været helt ned på 3,6. Byggeaktiviteten var beskeden. I 1980’erne blev der årligt i gennemsnit bygget 90-100 boliger i Korsør.
Flere store virksomheder har måttet lukke eller flytte produktionen fra byen efter 1990. Læder-va-refabrikken flyt---tede i 1991, og in--den for de senere år har Reska, der siden 1977 producerede me--talreoler o.lign. i Hollesens tidligere fabrik, Kähler & Bre-um, Basta og sidst, i 2006, Danapak (tidligere Pakko Tryk) standset produktionen.