København var blevet stabelstad for Sjælland i 1658, og i 1661 blev Fredericia stabelstad for Jylland, Nyborg for Fyn og Korsør Sjællands anden stabelstad. 1667 blev Nakskov stabelstad for Lolland. Korsørs privilegium er dateret 18.11.1661, og da det blev oplæst på byens rådhus 25.11.1661 ”glædede menigheden sig og sagde Ære være Gud! Kongen lykke og berømmelse!”
Udenlandske købmandsvarer måtte kun indføres direkte til stabelstæderne. Her skulle de alle oplægges. Hvis udlændinge ejede varerne skulle de ligge mindst otte dage, før de kunne sendes videre. Kalk, sten og bygningstømmer måtte dog indføres over andre havne. Al transport til udlandet skulle ske over stabelstæderne bortset fra eksport af heste og okser. Andre byer skulle bringe deres eksportvarer til og hente deres importvarer i den relevante stabelstad. Denne skulle være forpligtet til at have et godt forråd af alle de varer, landsdelen havde behov for, til billig pris.
For at Korsørs handel kunne tage til, blev den i otte år fritaget for alle såvel ordinære som ekstraordinære skatter og andre byrder undtagen told og indkvartering. For de efterfølgende seksten år gjaldt halv fritagelse. Denne fritagelse synes kongen reelt ikke at have taget hensyn til. Man ville prøve at trække rige folk til byen, og privilegiet gjaldt også udlændinge, der slog sig ned i byen og fik borgerskab.
Korsørs beliggenhed var ifølge privilegiet begrundelsen for at gøre byen til stabelstad; men samtidig nævntes, at dens handel ikke kunne blomstre, uden at den fik særlige rettigheder og friheder. I et forsøg på at efterleve privilegiet indskød sytten borgere med borgmester Caspar Brand i spidsen i 1663 penge i et handelskompagni, der skulle drive handel på indland og udland med gængse varer.
Samtidig med kompagniets oprettelse skrev Caspar Brand og byens råd til kongen og gjorde opmærksom på, at de omkringliggende losse- og ladesteder ulovligt drev handel med udlandet. Der blev skredet ind over for disse havnes krænkelse af stabelstadsrettighederne i 1664; men ellers foretog regeringen ingen handelsfremmende tiltag.
Stabelstadsrettigheder blev nemlig først og fremmest givet af militære og toldpolitiske grunde. Efter svenskekrigene fokuserede regeringen på at sikre landets hovedfæstninger, så der i tilfælde af krig var et rigeligt forråd i fæstningsbyerne til hærens underhold. Alle de valgte stabelstæder var netop fæstnings- og overfartsbyer. I 1674 fik stabelstæderne ydermere besked på, at de mest formuende borgere altid skulle have et helt års forråd af salt, rug og malt i deres huse, de mindre formuende et halvt års. Landet havde desuden hårdt brug for indtægter, og en koncentration af udenrigshandelen ville gøre toldadministationen lettere og mere effektiv.
Bortset fra København havde de privilegerede byer ingen forudsætninger for at opfylde regeringens to hovedformål, når den ikke gav dem massiv støtte. De var fattige, de var som overfartsbyer hårdt medtaget af svenskekrigene, de havde ingen stor handelsflåde, deres havnefaciliteter var langt fra optimale, og som garnisonsbyer var de hårdt spændt for på grund af indkvarteringspligten. Der var gentagne klager fra andre byer over, at stabelstæderne ikke levede op til deres forpligtelser, og flere byer tog sagen i egen hånd.
Regeringen måtte erkende, at dens hensigt med stabelstadspolitikken var slået fejl. I 1672 fik ti byer lov til at handle direkte med udlandet, i 1682 udvidedes tallet til 26 store byer og nogle mindre, og i 1689 blev handelen endelig givet fri til alle købstæder. Stabelstadsprivilegierne var reelt ophævet.
