Kom man til Korsør via landevejen, nåede man først skoven, der var byens. Hele skovstrækningen, der dækkede halvøen syd for Noret, kaldtes Klarskov. Mod vest langs Storebælt, adskilt fra skoven af Søskær Eng og Mose, lå en mindre skov, Lilleskoven. Sveltholmlodden langs skovens nordøstlige ende lå også hen som skov. Efter at skoven var ødelagt under Svenskekrigen, havde byen opelsket en skov med unge træer, underskov eller krat og havde senere omgivet den med grøfter og gærder for at beskytte den mod kreaturerne. Den kunne give borgerne noget brændsel, staver o.lign.; men de mente ikke, at den kunne bære en leverance på 800 pæle og 350 læs ris, som kongen i 1694 krævede til reparation af fæstningen og dæmningen mellem byen og fæstningsområdet. Kongen fastholdt, at byen burde bidrage, da en reparation af dæmningen også kom den til gode, da den var adgangsvej til Færgebroen. Halvdelen af træet, det bedste, kunne imidlertid tages fra kongens egen skov ved Antvorskov.
Udstykningen af bymarkens jorder mellem byens grundejere fortsatte, således at der i 1633 kun manglede stykket omtrent fra nuværende Skovåsen ud mod skoven samt Søskær Mose og Eng. Disse arealer blev udstykket 1633 bortset fra Lilleskovsjorden og Sveltholm. På bymarken langs landevejen lå tre vejrmøller. Den ene karakteriseres i 1682 som ganske brøstfældig og ubrugelig.