Datidens krigsførelse var baseret på, at omkostningerne i overvejende grad skulle dækkes af de besatte områder. Den svenske konge havde et veludbygget administrationsapparat til dette formål. 24.8.1658 deltes Sjælland i to kommissariater, deraf ét for Vestsjælland. Februar 1659 kom Korsør, Slagelse og Skælskør til at udgøre et eget kommissariat.
Til dækning af de faste krigsudgifter pålagdes ved besættelsens begyndelse en engangsskat (brandskat), og der aftaltes månedlige kontributioner til dækning af de løbende forplejningsudgifter. Svenskerne opkrævede desuden told, accise mv. For at dække andre løbende udgifter blev der givet ekstra pålæg, de såkaldte rekvisitioner. Endelig blev der udskrevet mandskab.
Der var en stiltiende overenskomst mellem besættelsesmagt og befolkning. Betalte befolkningen det krævede, blev disciplin blandt soldaterne håndhævet. Betalte man ikke, gik soldaterne hårdhændet til værks med plyndring og brand. Allerede ved begyndelsen af krigen i 1658 var den danske befolkning udmarvet og udplyndret og kunne ikke altid honorere de svenske krav. Det var især et problem på Sjælland, hvor koncentrationen af svenske tropper var stor.
Besættelsesmagten kunne efter anmodning fra danskere indsætte sauvegarder til beskyttelse af et område mod vold og plyndringer fra andre soldater. Ordningen kunne også være påtvungen af en svensk officer, der havde fået området udlagt til underhold og ikke ville have det udplyndret. Danskerne skulle under alle omstændigheder betale for beskyttelsen. Den svenske rigsmarskal grev Oxenstierna påtvang Korsør en sauvegarde, som byen betalte penge til og traktement for.
Nogle af Korsørs bidrag til den svenske krigsførelse var resultat af plyndring og brandskatning. Svenskerne tog mindst 30 okser, 60 køer, kvier og kalve, 475 svin og får og 50 gæs. Mindst 275 heste blev indlemmet i hæren. Korn og græs på markerne blev ædt op eller trampet ned. Langt over 30 vogne måtte også skrives på tabskontoen. Det samme måtte klæder, husgeråd, redskaber, varer, ædelmetaller, andre metaller og meget mere.
Omkring 30 af byens gårde og huse blev helt eller delvis nedbrudt og nogle også afbrændt. Mange var ødelagt og beskadiget af ryttervagten, andre nedrevet i forbindelse med svenskernes fæstningsbyggeri. Hertil bidrog endvidere skov og enge samt arbejdsfolk. Også nogle af byens faglærte arbejdere tvang svenskerne i arbejde for sig. En tømrer arbejdede 69 uger på slottet. Her og på magasinhuset var en bødker til stadighed i arbejde, og en smed skulle også stille på arbejde for svenskerne.
Man kunne også risikere at blive sendt udenbys på fæstningsarbejde for svenskerne, f.eks. til Kronborg. Dette gjaldt formentlig tre møllere, der var tømrere. Korsør måtte ikke alene betale løn til fæstningsarbejderne, der skulle desuden leveres værktøj, materiel mv., også til den svenske lejr uden for København. Af sådanne leverancer kan nævnes 200 hjulbøre, ca. 215 skovle og spader, ca. 200 økser og hakker, brædder, lægter, planker, tov og reb, ca. 2.330 søm af forskellig slags, 19 pund voks og penge til fakler.
Større ordrer omfattede en nylavet og nymalet velbeslået tispands transportvogn med seletøj og tolv skuder med krybber og skillerum til rytteritransport. Korsørborgerne udførte i rigt mål transportopgaver for svenskerne. Til søs var der tale om ca. 530 sejladser med sejlskibe og omkring 60 med robåde bl.a. med soldater og breve, de fleste til Nyborg, en del til Langeland og Lolland-Falster, til Frederiksodde, til den svenske flåde og andre steder. En del fartøjer gik tabt på disse ture foruden alle de, der blev ødelagt og brændt af svenskerne i Korsør. Transporter med varer og rejsende i korsoranske vogne beløb sig til 768 ture. Destinationerne var lejren ved København, Kronborg, forskellige sjællandske byer og magasinbygningen.
Det påhvilede byen at sørge for indkvartering af svenske officerer, standspersoner, og hærafdelinger på gennemmarch samt foder til deres heste. De menige soldater var ikke indkvarteret privat. De boede normalt i lejre. Endvidere krævede svenskerne proviantleverancer f.eks. til flåden og dens magasin på slottet. I februar 1659 blev leveret 200 tønder beskøjter og 110 tønder øl. Endelig blev borgerne afkrævet kontante beløb til vidt forskellige formål, bl.a. penge til sko til det spanske regiment.
Korsoranerne ville nok have svært ved at give den svenske krigskammerpræsident ret, når han 1.8.1659 klagede over kommissariens måde at håndtere rekvisitionerne på i Korsør – han var for venlig og ville ikke gøre nogen imod.
