Korsør og Storebæltsforbindel

Da den første lov om en fast forbindelse over Storebælt blev vedtaget i juni 1973, var der ikke ligefrem glæde i Korsør. Oliekrisen sidst på året gav korsoranerne fornyet håb; men folketinget vedtog i 1976 at fastholde projektet, og byrådet tog fat på en drøftelse af konsekvenserne for Korsør. Der blev nedsat et tværpolitisk udvalg, som dog atter blev nedlagt, da Storebæltsforbindelsen blev udskudt i 1978.
Da planer om en fast forbindelse atter begyndte at rumle i 1980’erne, gik Korsør aktivt ind i debatten. Da folketinget drøftede sagen i 1985, forelå et notat fra Korsørs borgmester om, at selv om et stort flertal i byrådet var modstandere af forbindelsen, ville byrådet under visse forudsætninger være indstillet på at medvirke positivt, hvis projektet blev vedtaget. Byen, der i forvejen var hårdt ramt af arbejdsløshed, ville ikke selv kunne løse problemerne med tab af yderligere 1.500-2.000 arbejdspladser uden at få visse kompensationer.
Borgmesteren stillede folketinget en snarlig re----de---gørelse i udsigt, der kunne indgå i behandlingen, inden en eventuel ny anlægslov blev vedtaget. Redegørelsen, den såkaldte hvide konsekvensrapport, forelå i januar 1986. For at afhjælpe tabet af 25 % af byens arbejdspladser, fordoblet ledighed, faldende børnetal, unges flugt fra byen, flere ældre, standsning af boligbyggeri og højere skatteprocent, måtte statsinstitutioner flyttes til Korsør, der måtte vælges en højbro af turistpolitiske årsager, stationen måtte placeres ved Korsør og ikke i Svenstrup, væsentlige dele af baneterrænet måtte overdrages til kommunen, og færgehavnene måtte stilles gratis til rådighed for kommunen og staten betale for deres omdannelse til trafikhavne.
Den politiske aftale, der blev indgået i juni 1986 tog i § 9 hensyn til rapporten. Politikerne lovede at tilgodese Korsør beskæftigelsesmæssigt ved udflytning af arbejdspladser og ved disponering af de arealer, der blev ledige ved færgefartens ophør, samt at tage lokale planlægningshensyn ved anlægsprojektet, hvorfor bl.a. Korsør kommune skulle inddrages i planlægningsfasen. I løbet af 1987 udsendte kommunen gul rapport om planlægning og rød rapport med en konkretisering af kompensationsønskerne. Kommunen ønskede nedsat et koordinationsudvalg til at realisere løfterne i § 9. Ministeriet for offentlige arbejder mente ikke, der var behov for et sådant udvalg.
Korsørs ønsker til vejføring, broens udformning som højbro og placering af den nye station blev opfyldt. Kommunen sikrede sig også dispositionsret over områderne, der grænsede op til de nye anlæg. Selv om det i 1989-90 blev besluttet at udflytte dele af søværnet med 845 arbejdspladser fra Holmen til Korsør, betragtede kommunen det ikke som kompensationsarbejdspladser, og i 1990 udsendte den en ny rapport, blå rapport, med forslag til en mere offensiv strategi, da man ikke havde oplevet nogen interesse fra højere sted for beskæftigelsesskabende projekter, ej heller for konkrete projektideer fra kommunen. Statsministeriet havde ligefrem fået udarbejdet en redegørelse om udflytning af statslige institutioner fra hovedstadsområdet uden overhovedet at nævne § 9 i aftalen fra 1986.
Kommunen havde forgæves ønsket en række uddannelser og TV Øst placeret i Korsør. Af statslige arbejdspladser kom ud over søværnet en division af Told og Skat til Korsør og Korsør-Kiel ruten, begge i 1990 og sidstnævnte kun som et meget kort intermezzo. Kompensationsarbejdspladserne betød ikke tilgang af indbyggere. Tværtimod faldt antallet af personer, der både boede og arbejdede i Korsør. En rapport fra 1993 om den faste forbindelses lokaløkonomiske konsekvenser pegede på dette uheldige forhold. Staten ville imidlertid ikke garantere hjælp, hvis arbejdsløsheden steg meget, når den faste forbindelse åbnede.
Endelig var det kommunens ønske, fremsat i grøn rapport 1991, at få statsbanearealerne overdraget gratis i ryddet og renset tilstand med vejbroer fjernet og spunsvægge nedrammet i færgelejerne. Der blev i 1992 nedsat en arbejdsgruppe bl.a. med deltagelse af Korsør kommune til at behandle spørgsmålet. I dens rapport fra 1994 ville Statsbanerne sælge arealerne; Korsør havde fået kompensation nok. Efter yderligere forhandlinger kom en endelig afgørelse i 1995, der vederlagsfrit gav Korsør arealerne, ryddet og renset af Statsbanerne, med færgelejer og stationsbygninger.

Korsør i 15.000 år - af Jette Kjærulff Hellesen og Ole Tuxen