Erindringen om disse ulykkelige, fattige, til døden indviede syge, som vi så ofte så henligge ene og forladte i snævre og mørke stuer, og hvem vi med vor bedste vilje ikke kunne skaffe den hjælp, de bønligt anholdt om, så hurtigt som de behøvede den, hører for mig til de skrækkeligste minder fra denne ulykkesperiode.

Erik Holst, der giver ovenstående personlige erindring, var en af de 5 læger, der virkede under koleraepidemien i Korsør i 1857. Der var desuden 20 sygevogtere ved hospitalet, der var indrettet til lejligheden i den nye realskole, 4 sygevogtere til private hjem, 3 vaskekoner og 14 portører, der transporterede syge til hospitalet og lig til lighuset samt rengjorde de angrebne hjem. Herfra var de, der var i stand til det, mange steder flygtet uden hensyn til syge og døde pårørende.
Kolera, der er en heftigt forløbende tarminfektion, skyldes en bakterie, der spredes ved dårlig hygiejne. I Europa har den optrådt siden første tredjedel af 1800-tallet. Sidste gang, der var koleraepidemi i Danmark var 1857, hvor Korsør blev så hårdt ramt. Den store koleraepidemi i 1853 gik derimod uden om Korsør. I 1857 var der kolera i Glückstadt, og efterretninger herom medførte forholdsregler i Korsør. Indkomne skibe blev undersøgt, og der blev indrettet receptionslokale i toldvagthuset på Fæstningspynten. Alligevel kom koleraen til Korsør med hjemsendte soldater fra Glückstadt.
Det første tilfælde, hvor smittekilden i øvrigt ikke kunne bestemmes, indtraf 19.8, epidemien kulminerede 12.9. og var ovre i begyndelsen af oktober. 14.9. nåede den til Tårnborg sogn, hvor den varede til 13.10. Her ramtes Svenstrup, Frølunde, Halseby og Hulby. I et hus i Vemmelev nær Hulby var to angrebne. Der var indrettet kolerahospital i Tårnborg sogn. I Korsør blev 294 eller 13 % af befolkningen angrebet. Af disse døde 201 eller 70 %, det normale i en koleraepidemi var ca. 50 %. I Korsørs omegn var 42 angrebet, hvoraf 27 døde.
Koleraen ramte først og fremmest den fattigste del af befolkningen. Daglejer-, håndværker- og sømandsfamilier havde flest syge. Den ramte markant hårdest i fattigkvarterer som Fiskergade og Baggade. Her var henholdsvis 21 % og 17 % angrebne mod 8 % i Algade. Af de syge under 5 år og over 60 år døde stort set alle. Der blev udstedt en række bekendtgørelser for at mindske svineriet i byen og forhindre smitte.
Tyfus, der er en infektionssygdom forårsaget af dårlig hygiejne, forekom hyppigere end kolera. Samtiden regnede med en alvorlig form kaldt tyfoid feber med en dødelighed på omkring 10 % eller mere og en mildere og kortere form, gastrisk feber. Korsør havde næsten hvert år tyfustilfælde, og der forekom dødsfald. I koleraåret 1857 døde ifølge kirkebogen syv personer af sygdommen. To var under 10 år, de øvrige mellem 16 og 38 år.
Fra 1872 til og med 1876 indberettede distriktslægen 100 tilfælde af tyfoid og især gastrisk feber, 68 i Korsør og 32 i landsognene. For seks personer i Korsør endte sygdommen med døden, heraf var de tre mellem 5 og 15 år. På landet døde én person, også i aldersintervallet 5-15 år. I Korsør kulminerede sygdommen med en epidemi i vinteren 1879-80 med 200 angrebne og flere dødsofre. Alene den 22.1. var 57 syge af tyfus. De syge grupperede sig i høj grad om nogle enkelte brønde, der var inficeret med efterladenskaber fra nogle angrebne. Kravene til offentlig renlighed blev indskærpet, og børn af familier, hvor der var sygdom, skulle holdes hjemme fra skole og asyl. Da brøndene blev lukket, ophørte epidemien.
Den værste epidemi, der ramte Korsør efter koleraen var den spanske syge, der var en influenzaepidemi, der florerede på slagmarkerne i Europa. Lungebetændelse var en hyppig følgevirkning, og den dræbte også yngre mennesker. Den spanske syge kom til Korsør i begyndelsen af oktober 1918. Epidemien tog fart i slutningen af måneden med omkring 200 nye tilfælde om ugen og kulminerede i begyndelsen af november for derefter at ebbe ud i løbet af måneden. Skoler og forlystelser, der havde været lukket som forholdsregel, blev genåbnet; men de mange arrangementer i julen medførte en opblussen, og først 25.3.1919 ophørte epidemien. 2509 eller 27 % af Korsørs befolkning var angrebet. 62 døde, dvs. 2,5 % af de angrebne. I slutningen af januar 1920 vendte sygdommen tilbage i en mildere form og varede til begyndelsen af april. 990 eller godt 10 % var angrebet, og kun få døde.