Hotel- og restaurationsvæsen

Korsørs hotel- og restaurationsvæsen led en krank skæbne frem mod 1980’erne. 1975 lukkede Hotel Korsør, og bygningen blev nedrevet i 1979. 1978 stoppede Motellet, og bygningen blev 1979-84 brugt til vandrerhjem og 1984-90 til højskole. 1979 var turen kommet til Klubhotellet. Dets bygning blev bevaret og var medborgerhus 1981-2004. Midt i 1980’erne var kursuscentret Klarskovgård fra 1970, vandrerhjemmet Svanegården fra 1985 og nogle værelser i Restaurant Broen og på Tårnborgkroen de eneste overnatningsmuligheder. Sidstnævnte ophørte i 1986 og blev revet ned.
Fra omkring 1990 forbedredes forholdene betydeligt. 1989 begyndte det store Tårnborg Parkhotel på Tårnborg Hovedgårds jord sin virksomhed, Skovhuset fungerede som hotel nogle år, og i 1991 etableredes Hotel Jens Baggesen i Rasmusen-firmaets ombyggede pakhus på Batterivej. Endelig kom Musholm Bugt Feriecenter til i 1998, og Svenstrupgård Feriecenter er det nyeste skud på stammen. 2005 havde kommunen ca. 1.000 sengepladser til turister mv., og der var 130.578 overnatninger. Udbuddet af spisesteder er vokset kolossalt. Tidligere dominerede værtshusene restaurationslivet.
Mens kun godt 13 % af kommunens erhvervsaktive befolkning i 1960 var beskæftiget med handel og omsætning, derunder også pengeinstitutter og hotel- og restaurationsvæsen, har andelen siden 1970’erne ligget på knap en fjerdedel. Hvis de mange, der yder offentlig service, også medregnes, afspejler det Danmarks udvikling til et servicesamfund.
Væksten i hotelbranchen modsvarer smukt den udvikling, Korsør har gennemgået fra at være gennemfartsby til at være turist-, kursus- og konferenceby. I 1972 dannedes Korsør Turist- og Erhvervsråd ved en sammenslutning af erhvervsråd og turistforening ud fra den betragtning, at turisme og erhverv var to sider af samme sag. 1976 blev en turist- og erhvervschef ansat. I 1984 blev turistsektoren skilt ud som Korsør Turistråd, og erhvervssektoren overgik til kommunen. Turistarbejdet blev professionaliseret, og rådet formulerede i 1985 en turistpolitik ud fra devisen, at Korsør skulle være en god by at bo i og at besøge.

 

Halsskovvej 8 ca. 1990. Fastfood spisesteder kom til at præge bybilledet. Foto af Svend B. Andersen på Lokalhistorisk Arkiv for Korsør Kommune.

Korsør i 15.000 år - af Jette Kjærulff Hellesen og Ole Tuxen