Selv mindre byer som Korsør havde et rigt udbud af håndværksfag. Byernes råd fik i 1540 og atter i 1551 ret til at bestemme, hvilke håndværk, der skulle være i byen. I 1613 blev fri etableringsret indført. I slutningen af 1500-tallet omtales i Korsør fag som smed, tømrer, snedker, bødker, glarmester, skomager, skrædder, slagter og møller. De mest almindelige fag var skrædder og skomager; men også andre fag havde flere udøvere. Fra sidste halvdel af 1600-tallet er der i Korsør vidnesbyrd om skrædder, skomager, væver, handskemager, hattemager, bager, slagter, møller, hollænder (mejerist), snedker, tømrer, skibstømrer, bødker, drejer, savskærer, murer, maler, glarmester, grovsmed, klejnsmed, skinder, feldbereder, sejlmager, hjulmand, rebslager, kurvemager, guldsmed og bartskærer. Der blev holdt strengt på faggrænserne.
Ud over det daglige arbejde, der også indebar opgaver på slottet, kunne håndværkerne få særlige opgaver. I en periode midt i 1500-tallet blev der sandsynligvis bygget mindre flådeskibe til kongen i Korsør, og under Svenskekrigen 1658-60 byggede og leverede Korsørs håndværkere skuder og en vogn til svenskerne.
Efter en reces 1537 måtte der ikke drives håndværk på landet undtagen af grovsmede, tømrere, murere, skindere, simple skomagere og skræddere, der kun syede vadmel. 1681 udvidedes tilladte håndværk på landet med bødkere, teglbrændere, pottemagere, der lavede sorte potter, hjulmænd og vævere, der vævede vadmel. Skrædderne var ikke længere nævnt. Der er enkelte vidnesbyrd om landhåndværk på Korsøregnen. I 1630’erne nævnes smedehus i Vemmelev og smedehus, smed og smedje i Hemmeshøj. 1682 havde tre husmænd i Hemmeshøj navne, der tyder på, at de også var håndværkere, nemlig hjulmand, skomager og skrædder. Desuden fandtes møllere.