Tårnborg Slot blev opført formentlig i sidste halvdel af 1100-tallet på en halvø i den nordøstlige ende af Korsør Nor. I området havde været bebyggelse tilbage til vikingetiden omkring 800, og forud for midten af 1200-tallet lå der muligvis en mindre bebyggelse på en lav strandvold parallelt med kysten nede ved Noret.
Tårnborgområdet blomstrede op i første halvdel af 1200-tallet. Om det var en følge af et kongeligt påbud, eller det var en almindelig udvikling, vides ikke. Tårnborg havde længe været benyttet som overfartssted til Fyn, og man kunne formode, at et stadigt større samkvem mellem landsdelene – også blandt de kongelige – dannede grobund for, at et bysamfund voksede frem, godt hjulpet på vej af kongen.
I første halvdel af 1200-tallet lod han Tårnborg Kirke bygge tæt øst for borgbanken. Den østlige del af koret og tårnet er senere tilføjelser til den senromanske bygning. Kirken er usædvanlig stor og af bedre kvalitet end mange landsbykirker. Den var opført i fuld teglmur, mens det normale var kassemur med kerne af kampesten.
Samtidig med kirken voksede et bymæssigt samfund op her, der havde sin storhedstid fra midten af 1200-tallet til midten af 1300-tallet. Der kom til stadighed rejsende, der skulle over Storebælt. De gjorde ophold, var måske nødt til at overnatte, skulle have forsyninger, skoet heste osv. Dette gav basis for handel og håndværk. Havnen brugtes til ind- og udskibning af varer for Sydvestsjælland, specielt Slagelse. Der må have været noget samkvem med udlandet både i form af fremmede på gennemrejse og tilførsel af udenlandske varer f.eks. flamsk linned og rhinskvin.
I en periode havde Tårnborg status som kongelig kontrolleret markedsplads og toldsted. Det var muligvis et kongeligt forsøg på, at få flere udenlandske købmænd til stedet. Noget stort internationalt handelscentrum blev Tårnborg dog aldrig; men den var en vigtig regional handelsplads.
På grund af sin beliggenhed ved et kongeligt slot tjente Tårnborg desuden som indløsningssted for gamle mønter i forbindelse med middelalderkongernes hyppige pengeombytninger, og det var også vekselsted. Landsdelene havde hver sin mønt, og de handlende og folk på gennemrejse kunne få deres landsdels mønter vekslet til sjællandske penninge i Tårnborg.
Bysamfundet lå sydøst for kirken neden for bakkeskråningen på et 40-100 m bredt strand- og engområde ned mod Noret. Bebyggelsen bestod af tætliggende, stråtækte småhuse af bindingsværk med tilhørende grundstykker. Der var brønde, veje og fortove. 100-200 m længere mod øst lå en anden type bebyggelse, formentlig nogle indhegnede, fritliggende gårdanlæg. Der har også været bygget på de højere dele af bakkeområdet. Det bebyggede område var på 5-6 ha. Byen Tårnborgs eksistens og betydelige omfang blev påvist ved arkæologiske undersøgelser i 1980’erne.
Byen mistede sin betydning som havn og overfartssted, fordi slottet havde udspillet sin rolle, og muligvis fordi en ny dyberestikkende skibstype, koggen, på grund af ringe dybde i Noret ikke kunne gå ind til Tårnborg. I begyndelsen af 1400-tallet var byen uden betydning og blev nedlagt til fordel for Korsør.
