For Deres kgl. Majestæts nådetrone understår jeg mig herved udi allerdybeste underdanighed at nedlægge denne min allerunderdanigste ansøgning, sukkende og bedende i hjertelig vemodighed Deres kgl. Majestæt af sær højkongelig nåde og mildhed allernådigst ville forbarme sig over mig arme, elendige, afbrændte mand, som ved den ulykkelige ildebrand, der overgik Vemmelev by [26.5.1762] ... har mistet alt det, jeg ejede og havde, og med kone samt seks små umyndige børn er bleven husvild, ja, gerådet i største nød og elendighed ...

Med denne jeremiade fra 1762 søgte landsbysmed Chresten Ibsen fra Vemmelev for det første om fritagelse for den straf, han havde fået for sit ansvar for branden i maj måned. For det andet ønskede han tilladelse til at supplere sit fag med krohold for rejsende mellem Slagelse og Korsør. Ibsen fik sin bevilling i 1763. Han måtte ikke selv brygge øl eller brænde brændevin, men skulle købe sine drikkevarer i Slagelse, og han måtte kun servere for rejsende. Hermed havde han fået officiel anerkendelse af den smugkro, han allerede havde drevet før branden.
Ibsens kro lå under Antvorskov rytterdistrikt, og da det blev solgt, blev kroen købt af proprietær Eggers på Dyrehovedgård. Den nye landevej mellem Slagelse og Korsør, der blev anlagt i 1780’erne, gik ikke forbi kroen, og Eggers fik derfor i 1783 tilladelse til at flytte kroen til Ormeslev ved landevejen. Kroen blev nedlagt i 1796, men genopstod atter som privilegeret kro i 1831. Den havde da længe fungeret som herberg og opholdssted for rejsende og bedested for drifter af kreaturer og heste, der var kommet over Storebælt. Kroen ophørte i slutningen af 1800-tallet.
Der var brug for herberger i Korsør til rejsende, der måtte vente på overfart. Korsørs gæstgiverier var privilegerede, og de var underkastet magistratens kontrol. Der blev desuden anvendt privat indkvartering, f.eks. når hoffet var på gennemrejse. 1721 havde byen to gæstgiverier. Antallet var i 1765 vokset til tre med tilsammen 14 ”skikkelige” og 9 ordinære værelser, 20 ”skikkelige”, rene senge og 20 ordinære senge samt plads til 71 heste. Et af gæstgiverierne, ejet af Diderich Lundager, var langt større end de andre. Det var især beregnet på fornemme folk, og det havde i modsætning til de andre vin på lager.
Stiftamtmanden mente, at Lundagers herberg var i slet stand, at det manglede det fornødne, og at værten var ”uhøflig, langsom og utjenstagtig”. Han kunne derfor give sin anbefaling, da Rasmus Langeland i 1766 ansøgte om privilegium til at drive et gæstgiveri for fornemme rejsende i sin nybyggede gård i Algade, dvs. den senere Kongegård. Rasmus Langeland havde allerede som privatmand haft rejsende indlogeret, og enkelte gange har kongelige også overnattet her. Gæstgiveriet er formentlig hørt op ret hurtigt.
1775 købte Rasmus Langelands datter Hedevig Johanne Bagger (1740-1822) et mindre gæstgiveri, der lå for enden af Slottensgade ud mod vandet. Hun var blevet enke i 1770. I hendes tid fik dette gæstgiveri en førende position i byen. Hun lod det bygge om i 1778 og atter i begyndelsen af 1780’erne, hvor postkontoret flyttede ind, og hvor hun fik lovning på, at posttjenesten ville blive knyttet til hendes gæstgiveri. I 1790’erne fik hun overdraget hvervet som vognmester og skulle som sådan arrangere transport for rejsende, der selv ville leje en vogn. 1798 blev hun udnævnt til postmester og skulle også forestå provianteringen af Sprogø. 1801 bestod hendes husstand af hende selv og hendes broderdatter, 1 fuldmægtig ved postvæsenet, 1 gårdskarl, 1 røgter og avlskarl, 1 dreng og 7 tjenestepiger.
Madam Bagger afstod sin postgård 1810. Den mistede betydning, da færgefarten flyttede over på Halsskov i 1856; men gæstgiveriet fortsatte frem til ca. 1890. I 1820’erne havde herberget 18 værelser, på 1. sal lå den store blå sal, og i stueetagen var der foruden postkontor køkken, dagligstue, skænkestue og hjørnestue med billard. Til komplekset hørte også stalde, lo og lade samt en køkkenhave og en prydhave med lysthuse og keglebane.
Korsørs herberger og deres værter var kendt i hele landet. Madam Bagger nævnes af utallige rejsende, der godt irriterede over ventetiden gerne klagede over maden og priserne. Til de mildere omtaler hører den senere Christian VIII’s dagbogsnotits fra 1803: ”Jeg sov temmelig vel, men min seng var for kort, og det var og meget koldt i madam Baggers hotel lige ud imod stranden.”