De gamle blev efter 1891 fri for at måtte ty til den nedværdigende fattighjælp. Ved lov i 1891 fik enhver ubemidlet 60-årig mand eller kvinde, der opfyldte visse betingelser, og som ikke på andre måder kunne klare sig, ret til alderdomsforsørgelse. Denne blev ikke givet automatisk. Der skulle ansøges, ansøgningen skulle vurderes, og støttens størrelse fastsættes. I 1907 var der ca. 120 alderdomsunderstøttede i Korsør, i 1915/16 192 hovedpersoner og 90 bipersoner (hustruer og børn). I gennemsnit fik en hovedperson dette år 324 kr. om året. De lavestlønnede kommunalarbejdere fik på samme tid 1150 kr. i årlig løn.
I 1922 erstattedes alderdomsunderstøttelse af aldersrente, der blev fastsat som et bestemt beløb, som alle over 65 år, der opfyldte en række betingelser, havde ret til. Skønsprincippet var bortfaldet; men der skulle stadig søges om hjælpen. Pr. 31.3.1924 fik 325 personer i Korsør aldersrente. 1957 kom loven om folkepension, der gav alle over 69 år uanset indtægt og formue ret til et grundbeløb.
I forbindelse med planer i 1907 om et nyt sygehus i Korsør mente Højrefolkene, at det gamle sygehus fra 1890 kunne bruges til alderdomshjem for 16 alderdomsunderstøttede. Behovet var ikke større, da byen havde mange private stiftelser. Socialdemokraten Grevsen ville have et hjem med 26 pladser, da mange ældre var tvunget til at bo skandaløst dårligt i de allerbilligste lejligheder i de ringeste boliger, og det skulle være uafhængigt af Arbejdsanstalten, så de gamle ikke fik associationer til anstaltens lemmeafdeling, hvor nogle gamle, fattige korsoranere hidtil havde måttet bo.
De gamles Hjem blev nyopført på Lützensvej som en del af det nye sygehuskompleks. Det blev indviet i 1909 og havde 24 pladser. I 1913/14 var der i gennemsnit 18 gamle på institutionen. Pr. 31.3.1920 var der 13 mænd og 19 kvinder. De følgende år svingede tallet omkring 30. Hjemmet blev i 1955 udvidet med en tilbygning med 14 værelser. Vemmelev fik alderdomshjem i 1952.
1937 påbegyndte kommunen opførelse af 36 aldersrenteboliger i Vesterled på Nygade, og i 1948 stod Vesterled 2 med 42 lejligheder på hjørnet af Nygade og Møllebjergvej færdig. I 1950’erne blev nogle boliger i det almennyttige byggeri reserveret til pensionister. Ældre, der opfyldte særlige betingelser, kunne eventuelt få en lejlighed i de private stiftelser, Sømandshvile på Sylowsvej fra 1883 for gamle søfolk, Dyrhauges og Hustrus Minde på Skovvej fra 1891 for familier af borgerstanden og sømandsstanden, Havnelaugsstiftelsen på Møllebjergvej fra 1902 for gamle lavsbrødre og deres enker og Håndværker- og Industriforeningens fribolig Augusta på Dahlsvej fra 1907 for gamle medlemmer og deres enker.