Vejarbejde var i praksis tilrettelagt således, at anlæggelse og vedligeholdelse af kongevejene faldt ind under almindeligt hoveri for kronbønderne. Arbejde på alfarvejene og deres grøfter påhvilede alle bønderne som pligtarbejde, fordi de brugte vejene. Vedligeholdelse af broer kostede meget, og de landsbyer, der havde gavn af broerne, måtte betale brohavre. 21 byer under Antvorskov og Korsør len, bl.a. Vemmelev, Forlev, Ormeslev, Hemmeshøj og Stude svarede denne årlige afgift i 1687-88.
På særligt ét punkt følte Korsørs borgere, at der blev krævet langt mere af dem, end rimeligt var, den frie befordring af kongen og folk med hans fripas. Da Christian III (1534-59) stadfæstede Korsørs privilegier i 1558, stadfæstede han også borgernes fritagelse for at betale den årlige byskat til staten, fordi de altid skulle stå til rådighed for at transportere folk i kongens tjeneste både til lands og til vands. Dertil kom bespisning og staldrum. 1578 krævede kongen, at borgerne i Korsør indrettede staldrum til omkring 400 heste. Kongen måtte tit vente på Antvorskov, når han skulle over Bæltet, indtil størstedelen af hoffet og folkene var overført, fordi der manglede staldplads. Han risikerede derved at forpasse en god vind.
Også kongens følge og soldater skulle underholdes. På grund af de mange krige blev soldaterne en tyngende byrde. Der var folk, der flygtede fra byerne for at undgå indkvartering af soldater under krigene. Der måtte ligefrem udstedes forbud mod flugt. Enevælden foretrak at have en stående hvervet hær, hvilket betød, at indkvarteringsbyrden blev permanent. Indkvarteringen blev pålignet borgerne.
Finere folk blev næppe bespist på byens regning, det gjorde derimod bl.a. fanger, der var på vej til Bremerholm, og de kongelige postbude på ruten København-Hamburg. Byen skulle sørge for kost og logi til budene og gratis befordring til den næste by både til lands og til vands. Som kompensation blev vogn- og fragtmændene fritaget for skat og byrder. Korsør blev også fritaget for at betale et årligt tilskud til postordningen, som byerne var blevet pålagt i 1626.
1644 var færgemændene i Korsør så utilfredse med at skulle transportere kongens folk og postbude gratis, at de truede med at brænde deres både. Protesten medførte måske, at færgemændene fik lidt for at overføre budene. I 1651 tales om, at de måtte tage ordinær fragt for overførsel af Hamburgerpostbudene; men den skulle også ske uden forsinkelse. Mange af de rejsende med fripas krævede, at der straks blev stillet en skude klar til deres overførsel; de ville ikke vente på, at smakken alligevel sejlede. Dette medførte, at byen altid måtte have en smakke og i tilfælde af stille vejr en robåd liggende i beredskab, og det kostede dyrt.
Gratis sejlads skete ikke blot til Nyborg. 1658 var rådet indkaldt for at tvinge en række Korsørskippere til at sejle til Kalundborg og derfra transportere dansk rytteri til Århus. Skipperne med Hans Kedelsmed i spidsen klagede over, hvor forarmede de blev af alle disse transporter. De kunne hverken betale folk eller proviant til dem på de lange rejser. Han var villig til at sejle gratis på strækningen Korsør-Nyborg. 1570 måtte Korsørs to største smakker sejle de soldater, der lå i Korsør, til Kiel, fordi de skulle arbejde i Rendsburg. Undertiden skul-le alle byens skibe møde i Nyborg for at føre rytteri mv. til Korsør.
Den gratis landtransport blev yderligere tyngende for byen efter afvikling af noget af krongodset til private godsejere. Byens vognmænd måtte da overtage en del af kørslen med folk med fripas, som ellers havde påhvilet kronbønderne. De rejsende krævede affjedrede vogne; de stive vogne var ikke gode nok.
