Korsørs fattigvæsen uddelte hjælp af de indtægter, det fik fra legater, gaver, jord på bymarken og skat på embedsmænd. Desuden var der i hvert fald i 1790’erne reelt en fattigskat. En stodderfoged skulle sikre, at fremmede tiggere ikke tog ophold i byen. Der var tre små fattighuse i 1744, der blev vedligeholdt af fattigkassen. Ved branden i Møllebjerggade 1761 brændte fattighuset også. Der blev herefter bygget et nyt i Møllebjerggade til otte fattige. Desuden var der et fattighus til to lemmer i Baggade. Pladserne var i 1771 besat med 9 personer over 67 år og en enke med tre børn. Rundt om i byen boede andre fattige, f.eks. en, der var ”hos sine børn og er nu krøbling”. Om en anden bemærkedes: ”Øjnene slår fejl til at spinde og sy og hun lider nød og mangel.”
I den sidste del af 1700-tallet ville man nok hjælpe værdigt trængende fattige; men tiggeri skulle bekæmpes, eventuelt med afskrækkende straffe, og alle arbejdsføre skulle sættes i arbejde, gerne med spinding. Disse tanker kom til Korsør i 1790’erne med den nytiltrådte sognepræst Fr. Plum som initiativtager. Storkøbmand Marcus Lauritzen overtog 1792 nogle mindre ejendomme, hvor der blev indrettet en arbejdsanstalt med spindeskole, og byens borgere tegnede sig for årlige bidrag. Plum udarbejdede en plan for arbejdsanstalten, hvis mål var at mindske betleriet i byen, da det fremmede ”dovenskab og laster”. Planen fik kongelig godkendelse 1793, og anstalten fik også støtte udefra.
Alle arbejdsføre fattige skulle sendes til arbejdsanstalten, hvor de skulle sættes i arbejde og modtage løn, og man forventede at anstalten ville spare fattigkassen for udgifter. Hvis byens ”til lediggang og ladhed vante fattige” søgte at fortsætte tiggeriet, skulle de arresteres. Byens vægtere, rådstuebetjenten og fattigfogeden skulle have dusør for hver betler, de opsnappede. Børn skulle have undervisning ved siden af arbejdet, da målet ”ved arbejdsflid at befordre sædeligheden iblandt almuen” ikke kunne nås, hvis skolegangen blev forsømt. Brændesankning i skoven skulle forhindres, da det havde været en almindelig beskæftigelse for de fattige. Det var i tråd med disse tanker, at byloven af 1796 for bymarken bestemte, at der ikke måtte sankes aks af personer, der var raske nok til at arbejde ved høsten.
Fattigloven 1803 gjorde tildeling af fattighjælp afhængig af arbejdsevnen. Fattigkommis-sionen skulle sørge for arbejde, og til gengæld skulle alle trængende have understøttelse. Der blev indrettet et fattighus med spindeanstalt i en gård på Kirkepladsen i 1809, formentlig som erstatning for Plums anstalt. Heri var der i 1840 17 forsørgede. Desuden blev 30 forsørget uden for fattighuset, og 9 fik midlertidig understøttelse. I de tre landsogne var antallet af almisselemmer 78, hvoraf de 16 var i fattighuset for Vemmelev-Hemmeshøj. Fattighuset i Korsør havde i 1845 en bestyrer, og hans kone var husets økonoma. Der var 24 beboere fordelt på to kamre. Hovedparten af lemmerne var over 60; men der var også et par kvinder med børn.
