Fattighjælp var ikke eftertragtet, da den medførte begrænsninger i den personlige frihed bl.a. retten til frit at gifte sig samt tab af valgret og valgbarhed. I Korsør levede i 1855 otte mænd og otte kvinder af fattigunderstøttelse. Hjælpen kunne være vedvarende eller midlertidig, og som modydelse krævedes arbejde.
I 1861 blev fattighuset ved kirken nedlagt, og der opførtes en arbejdsanstalt på Møllebjergvej. Formålet var dels at tjene på andre kommuners anbringelse af deres fattige og straffefanger på anstalten, dels at skræmme Korsørs aspiranter til fattighjælp, især de midlertidigt fattige, fra at søge hjælp ved udsigten til hårdt tvangsarbejde. Gamle og udslidte korsoranere, som familien ikke kunne tage sig af, havde dog ikke andre muligheder end ophold på anstaltens lemmestiftelse. Anstalten havde udspillet sin rolle i 1920 og blev nedlagt.
En mellemvej for de midlertidigt trængende mellem den private godgørenhed og fattigvæsenet var de frie fattigkasser, indført 1856. Modtagelse af hjælp herfra, som ikke kunne ydes samtidig med fattighjælp, medførte ikke tab af personlig frihed. Indtil 1867 hvilede kasserne kun på frivillige bidrag, derefter kunne kommunerne yde tilskud. 1907 ændredes betegnelsen til hjælpekasser, og fra 1933 hed hjælpen kommunehjælp. I Korsør fik i 1913/14 46 mænd og 60 kvinder, mest enker, støtte fra hjælpekassen, typisk beløb fra 5 til 30 kr. Den normale årsag til hjælp var sygdom, arbejdsløshed og almindelig trang. Under 1. verdenskrig blev familier, hvis forsørger var indkaldt, støttet.
Lov om det offentlige fattigvæsen fra 1891 og andre love omkring århundredskiftet be--stemte, at der først skulle gives fattighjælp, når mulighederne i de andre love var opbrugt. Fattige, der kunne forsørges i hjemmet eller kun havde brug for midlertidig hjælp, måtte ikke henvises til fattiganstalter. Der var dog stadig vide muligheder for fortolkning. Arbejdernes Fællesorganisation i Korsør følte det nødvendigt i 1901 at indkalde til et offentligt møde i anledning af det konservative byråds behandling af byens fattige. I en række konkrete sager, hvor hjælp ifølge 1891-loven skulle gives uden fattighjælps virkning, ville kommunen kun give den med denne virkning. De 600-700 mødedeltagere vedtog en resolution, der misbilligede byrådets håndtering af loven. I 1913/14 var der i Korsør 138, der fik støtte med fattighjælps virkning, 39 uden. I 1921 var tallene henholdsvis 92 og 145. 1921-tallet for fattighjælp var langt under landsgennemsnittet for provinsbyer.
Socialreformen 1933 sigtede mod at standardisere kommunernes praksis og slog fast, at hjælp med fattighjælps virkning skulle være undtagelsen. Endnu i 1960 fandtes i Korsør modtagere af kommunehjælp med tab af valgret og valgbarhed. I 1961 fjernede lov om offentlig forsorg den sidste rest af den gamle fattighjælp. Ingen, der blev forsørget af det offentlige, kunne længere miste stemmeret eller retten til frit at indgå ægteskab.
