Korsør Nor blev skabt omkring år 6000 f. Kr., da havet, der da stod 8,5 m lavere end i dag, trængte ind i de lave områder ved Korsør. Ved indløbet til Noret dannedes et lille næs, hvor Scanglas blev bygget 1967-69. Her var der gode muligheder for fiskeri, og fra kongemosetiden og langt ind i ertebølletiden (ca. 5500 – ca. 4500 f. Kr.) lå der her en boplads, der vel har rummet ca. 50 personer samtidig.
I løbet af de tusind år, bopladsen eksisterede, steg havet mere og mere, indtil området til sidst blev helt dækket af vand. Stenalderbopladsen kom atter for en dag i 1940’erne, da området blev tørlagt i forbindelse med en havneudvidelse. Der blev fundet rester af mindst syv personer, bl.a. et meget velbevaret skelet, der nu kendes som Korsørmanden. Der blev også opsamlet redskaber af flint og ben, hvoraf enkelte hjortetaksstykker var ornamenterede, og fundet nogle ”flade trægulve”, der må tolkes som fladtrykte stammebåde.
Bopladsen var centralboplads for et net af midlertidige opholdssteder, der blev anvendt til fiskeri eller andet formål. Sådanne pladser er blevet lokaliseret i Noret og i den fjord, der dengang skar sig ind i Halsskov. Den gruppe mennesker, der levede her, udnyttede et territorium, der havde en radius på ca. 4 km. Langs hele Storebæltskysten lå der tilsvarende territorier, hvoraf de nærmeste lå omkring Tude Ås munding og udløbet af Skælskør Nor.
Knogleanalyser viser, at tre fjerdedele af befolkningens føde stammede fra havet. Desuden blev der jaget og samlet føde i den tætte urskov, der dækkede landet bag kysten. En stor del af fiskeriet foregik med faste anlæg, hvor fiskene blev ledt ind i ruser.
Transporten rundt i territoriet skete med stammebåde udhulet af lindetræer. De blev padlet frem. Der er på Halsskov fundet rester af syv sådanne både i slutningen af 1980’erne. Nær deres agterende kunne der være indrettet ildsted på en plade af ler. Spor af forkulning på bådenes træ er tegn på, at bålet sommetider blev for kraftigt, og rester af muslinger, fisk og hasselnødder viser, at der blev tilberedt mad under sejladsen.
Skeletmaterialet fra bopladsen giver en del oplysninger om datidens mennesker. To af personerne er dateret; de er fra ca. 5400 f. Kr. og ca. 4900 f. Kr. Højden og alderen kan bestemmes i nogle tilfælde. Korsørmanden var 30-50 år, 168 cm høj, kraftig og muskuløs. Han havde en helet læsion på kraniet, formentlig efter et slag med en kølle. Der blev tillige fundet et kranie fra en 40-60 årig mand. Dette kranie bar spor af et sår muligvis efter et øksehug; men manden havde levet længe efter hugget. En anden skeletdel stammede fra en muskuløs mand på 162 cm. Personernes højre arm var markant kraftigere udviklet end den venstre, og de må have haft kraftig tyggemuskulatur.
Skeletterne fra Korsør passer godt med de øvrige skeletfund fra jægerstenalderen. Mændenes gennemsnitshøjde lå på 166 cm. Skader efter hug optræder hyppigt, måske et udslag af kamp om ressourcerne med nabobopladserne.
Bopladsernes sociale organisation og deres forbindelse med omverdenen kender vi ikke meget til. Der har været forskelle i rigdom og status, og nogle få ejede pragtøkser, der stammede langvejs fra. På Halsskov blev der 1988 fundet en del af en såkaldt skolæstøkse, lavet af en stenart, der forekommer i Centraleuropa. Øksen må ved bytte være vandret fra hånd til hånd, inden den endelig nåede til Korsørområdet.
