Afgrænsningen af rådets og byfogdens myndighed kunne godt være lidt uklar; dette gjaldt også på retsplejens område indtil 1600-tallets slutning. 1582 befaledes det således, at borgmester, rådmænd og byfoged skulle holde tingdag i Korsør en vis dag i ugen. Reglen var, at byfogden dømte på bytinget med otte stokkemænd eller tingmænd som vidner. Rådstueretten holdtes på rådsmøderne af borgmester og rådmænd side om side med de kommunale sager.
Normalt kom større sager for rådet, ligeledes civile sager, æressager, sager om økonomiske mellemværender, sager om fortolkning af byens privilegier og næringsspørgsmål. Ved dødsdomme skulle rådet i henhold til reces 1551 altid dømme sammen med byfogden. Mange sager, der kom for rådet, blev forligt. Skulle der dømmes, henvistes sagen ofte til bytinget. Det gjaldt tyveri- og voldssager samt andre kriminalsager. I 1600-tallets slutning var adskillelsen mellem byting og rådstueret ret klar. Hvor intet andet var bestemt, hørte retssager under bytinget. Dette havde overtaget flere sagstyper på rådstuerettens bekostning, måske fordi den øgede centrale styring med mange forordninger flyttede flere sagsområder bort fra det, der faldt ind under byens privilegier, som rådet håndhævede.
1664 anmodede borgmester og råd i Korsør kongen om at få landstingsret, og anmodningen blev efterkommet. Dette indebar, at rådstueretten fungerede som første instans i rådstuesager som hidtil og som anden instans i appelsager fra bytinget. I begge typer sager var næste appelinstans højesteret. Landstingsretten gjaldt Korsørborgerne i deres indbyrdes sager og i sager, andre anlagde mod dem. Den omfattede ikke omegnens bønder.
Landsognene havde deres egne domstole, som bønderne skulle søge afhængig af, hvilken herre de havde.1569 fik prioren på Antvorskov Kloster ordre til at oprette et birketing i Bjergby, hvortil klostrets bønder bl.a. i Vemmelev og Hemmeshøj sogne skulle søge. De øvrige bønder i de to sogne samt i Tårnborg sogn søgte Slagelse herredsting, der lå i Hemmeshøj, bortset fra årene 1575-80, hvor Korsør var tingsted. Dette blev opgivet, fordi det lå for afsides, og fordi der ofte var megen uro med drukkenskab og andet. 1687 blev Antvorskov birk og Slagelse herred sammenlagt, og Antvorskov birketing blev domstol for såvel Tårnborg som Vemmelev og Hemmeshøj. Appelinstans var altid Sjællands landsting.