”Ved denne tid skulle der i nærheden af Skælskør tre mennesker henrettes ... De tre præster fulgte dem op på retterstedet; det var sådan en smuk morgen, de sang alle 6 en salme og jeg hørte pigens klare stemme over alle de andres. - De kyssede hinanden og præsterne, til sidst kyssede hun kæresten endnu engang. Først ved det andet slag faldt hovedet. Nu fulgte de to andre, der på samme blodige blok lagde deres hoveder; jeg var kommet ind i kredsen, syntes at deres blik havde stirret på mig, jeg var forunderlig til mode. Rakkerknægtene spiste ål og drak brændevin efter eksekutionen ... Bønderfolkene stode underligt ufølsomme deromkring, talte om de gode klæder der nu skulle ligge der til ingen nytte, som mangen én kunne have godt af. – ”O, det er de sidste de slide!” sagde de mere liberale.”
Med disse linjer i sin Levnedsbog fra 1832 beskrev H.C. Andersen afslutningen i 1825 på en kriminalsag, der havde alle de elementer, en forfatter kunne ønske sig. Sognefoged Christian Knudsen i Frølunde ønskede, at hans datter Maren skulle giftes med en møllersvend, som han skyldte 150 rdl. Maren var imidlertid blevet kæreste med Christian Knudsens tjenestekarl Niels Pedersen, og hun skulle have et barn. De besluttede derfor at rydde faderen af vejen, og Maren forsøgte tre gange i påsken 1824 at forgive ham med rottegift, som Niels havde skaffet på Korsør Apotek.
Da denne plan slog fejl, allierede de to sig med Peder Eliasen, som var uven med Christian Knudsen og i øvrigt også hans kones elsker. Dette forhold synes landsbyen at have fulgt med stor interesse. 9.5. tog Christian Knudsen til Slagelse. Niels og Peder styrkede sig med brændevin, bevæbnede sig med slagler fra plejle og passede Christian Knudsen op om natten, da han var på vej hjem. De slog ham ihjel med mange slag, delte de penge, han havde på sig, og slæbte liget til en tørvegrav, som de kastede det i.
Christian Knudsen blev savnet dagen efter, og hans lig blev hurtigt fundet, da morderne havde efterladt blodspor over marken. Herefter forløb sagen efter bogen. Tårnborg sogn hørte under Vester Flakkebjerg herred, og herredsfogden, der samtidig var byfoged i Skælskør, mødte op og indledte forhør. Mistanken samlede sig om Peder Eliasen, der opførte sig mærkeligt. Der blev fundet blodige klæder i hans sengehalm, og han måtte gå til bekendelse 19.5. Han angav Niels, hvis forklaring inddrog Maren. Forhørene viste også, at Marens mor, Ane Nielsdatter, havde haft mistanke om forsøget på giftmord.
Fra herredsfogden gik sagen til amtmanden, der beordrede rejst tiltale. Sagen blev behandlet ved en ekstraret i Skælskør med herredsfogden som dommer og lægmænd som meddommere. Proceduren var hovedsagelig skriftlig, og der var udpeget en anklager og tre forsvarere. Dommen faldt 1.9.1824. Maren Christensdatter blev dømt til døden for mordforsøg. Peder Eliasen og Niels Pedersen blev dømt til døden for mord, og deres kroppe skulle lægges på hjul og stejle. To tjenestefolk blev dømt som medvidere, og det samme skete for Ane Nielsdatter; men hun blev frikendt ved Højesteret.
De tre dødsdomme blev stadfæstet ved Landsover- samt Hof- og Stadsretten 14.12. og ved Højesteret 14.2.1825. Ane Nielsdatter, Niels Pedersens forældre og Peder Eliasens mor søgte alle om benådning for deres børn; men Danske Kancelli så ingen grund til benådning, og 16.3. besluttede kongen, at dommene skulle fuldbyrdes. De tre dømte blev halshugget 8.4.1825 på Kanehøj ved Skælskør. Om deres sidste nat skrev pastor Harboe i Magleby: ”De gå fri for jern, rolige alle tre hos en del af deres familie, men de trænge dog alle til trøst og vederkvægelse for sindet, da stundom mismod og den dybe sorgs rystende følelse gribe dem, og derfor vil de gerne have os ved deres side.”
En stor menneskemængde havde samlet sig til henrettelsen, der blev digtet viser til lejligheden, og samme dag var der en artikel om begivenheden i Den Vest-Sjællandske Avis. Mordet vakte interesse ud over lokalområdet. Det blev genstand for et foredrag i Studenterforeningen, og ved visitatsen i Korsør i 1824 bemærkede biskoppen sig med undren, at Maren Christensdatter ved konfirmationen fire år før havde fået karakteren ”vel oplyst”.
