De hygiejniske forhold var langtfra gode i Korsør, da jeg i 1872 kom hertil. Var de end ikke så slette, som i 1857, da koleraen fandt et frodigt arnested her i byen, så kunne de dog i de fleste henseender kun få et dårligt skudsmål. At de er gået fremad i de 25 år, så at de er bedre, er sikkert, men i de fleste henseender er de dog endnu langtfra at være så gode, som ønskeligt var... Jeg tør ikke tilskrive mig synderlig del i de forbedringer, der er skete, skønt viljen ikke har manglet, men en distriktslæges indflydelse er ikke stor.

Således gjorde distriktslæge Fr. Høegh-Guldberg (1834-1905) status ved sit 25 års jubilæum i 1897. Et permanent problem for Korsør var slet drikkevand og dårlige afløbsforhold. Koleraepidemien havde fået myndighederne til at forbedre afløbene, kræve dem bedre renholdt, gøre renovationen mere effektiv og udgrave og rense byens væsentligste drikkevandsreservoir, Lovsøen. Hverken private eller kommunen fulgte dog op på de gode intentioner. At Korsør ifølge lov 1858 fik sin første sundhedsvedtægt i 1862 synes heller ikke at have fremmet de hygiejniske forhold, der kun kunne forbedres væsentligt ved kloakering og anlæggelse af vandværk. Bortset fra et par enkelte planer og nogle forgæves boringer efter vand skete der intet, for det var dyrt, og man foretrak at lappe på de gamle systemer.
Høegh-Guldberg, der blev distriktslæge i 1872 og dermed formand for sundhedskommissionen, øgede dens aktivitetsniveau. Han havde svært ved at acceptere myndighedernes passivitet under de uacceptable forhold. En tyfusepidemi i vinteren 1879-80 fik sundhedskommissionen til den 10.1. at henstille, at vandet i fire brønde blev undersøgt, fordi der var mistanke om sygdomsfremkaldende bakterier. 3.3. kunne Høegh-Guldberg meddele byrådet, at vandet i især de tre brønde var ubrugeligt som drikkevand. Allerede 12.1. og 15.1. var der i henholdsvis Fyns Stiftstidende og Nationaltidende ret fyldige indlæg om det uforsvarlige i de dårlige hygiejniske forhold i Korsør på baggrund af de mange epidemiske sygdomme i byen. Der er nok ikke tvivl om, at distriktslægen havde sin del i indlæggene, selv om de ikke var skrevet af ham selv, og samtiden var også klar over det.
Byrådet besluttede 4.3. at lade en brøndborer undersøge muligheden for at finde vand. Da resultaterne ikke var opmuntrende, blev sagen reelt syltet. En forespørgsel fra distriktslægen i februar 1881 hjalp ikke, og i august 1884 sendte sundhedskommissionen et indlæg ved Høegh-Guldberg, hvor byrådet især på baggrund af kolerafare opfordredes til i almindelighed at forbedre de hygiejniske forhold og i særdeleshed at lade bore efter vand eventuelt på Halsskov. Byrådet erkendte problemerne, men kunne af økonomiske grunde ikke efterleve alle kommissionens forslag.
Høegh-Guldberg kom med et nyt fremstød i 1884. Han udarbejdede forslag til ny sundhedsvedtægt, som imidlertid med hans egne ord blev ”noget beklippede” først i sundhedskommissionen og senere i byrådet. Et af hans forslag, som kom med i den nye vedtægt fra maj 1885, var, at formandsposten i sundhedskommissionen overgik fra distriktslægen til politimesteren. Da denne også var borgmester og byfoged, har forslaget sikkert været taktisk.
I 1885 var byrådet endelig indstillet på, at Korsør skulle have et vandværk. Problemet var imidlertid at finde tilstrækkeligt, godt vand. Først da man i 1887 havde allieret sig med stadsingeniøren i København, Ch. Ambt, lykkedes det at finde acceptabelt vand ved lunden ved Tårnborg Hovedgård. Selv om et vandværk her ikke ville kunne levere overflod af vand, opfordrede Høegh-Guldberg kraftigt til af hygiejniske årsager at skride til handling. Den 27.3.1890 vedtog byrådet at anlægge et vandværk her, og 1.1.1892 begyndte værket at levere vand til private forbrugere. Da Høegh-Guldberg gjorde status i 1897, betegnede han det som den største hygiejniske forbedring.
Der var sket forbedringer med afløbsforholdene, bl.a. var der anlagt en pumpestation med gasmaskine ved gasværket i 1890. Ambt blev også taget med på råd om kloakering, og i 1891 havde han et kloakprojekt klar. Byrådet trak nu denne sag i langdrag af økonomiske grunde. P.B. Obel, der var blevet stadsingeniør i 1892, pressede kraftigt på; men først i 1895 kunne kloakeringen begynde. Den kom i første omgang kun til at omfatte den centrale del af den sydlige bydel.