I begyndelsen af Den store nordiske Krig hentede stadskaptajnen seks kanoner med ammunition i København til forsvaret af Korsør. De skulle rimeligvis anvendes af borgervæbningen. I den lange fredsperiode efter krigen blev borgervæbningen kun anvendt til at paradere ved kongeligt besøg; men den fik en renæssance i 1801. Alle købstæder skulle oprette en borgervæbning med to afdelinger. Første afdeling, der bestod af borgere under 50 år, skulle hjælpe med til at opretholde ro og orden. Svende og karle under 50 år udgjorde anden afdeling, der først skulle anvendes, hvis en fjende truede byen. I Korsør skulle der desuden oprettes et særligt korps af Sølavet, der skulle bevæbnes med fire feltkanoner.