Byrådet

Den politik, der er blevet ført, har alle årene været med en socialdemokratisk borgmester ved roret i Korsør. Byrådet havde indtil kommunalreformen i 1970 fortsat 13 medlemmer, efter denne 17. Venstre stod stærkt i Vemmelev-Hemmeshøj. Ved valgene i 1960’erne fik partiet de otte af sognerådets 11 pladser. Resten havde Socialdemokratiet. Linjerne var ikke så klare i Tårnborg sogneråd. Af de ni pladser havde Socialdemokratiet fire, Venstre tre og en borgerlig fællesliste to. Efter sognerådsvalget i 1966 gik formandsposten til en socialdemokrat.
I Korsør kommune havde Socialdemokratiet absolut flertal indtil byrådsvalget i 1997. I 1962 mistede kommunisterne deres ene mandat, og i 1966 kom SF ind. Jordskredsvalget til folke-tinget i 1973 havde ikke de store virkninger på byrådsvalget i Korsør i 1974. Den største vinder var SF, der vandt to mandater og nu havde tre. Fremskridtspartiet fik valgt én mand. Venstrefløjen stod stærkt i 1980’erne. I 1985 kunne Socialdemokratiet sammen med SF mønstre 13 pladser i byrådet. I 1997 mistede begge partier stemmer til Dansk Folkeparti og det lokale protestparti Folkelisten. Denne indgik dog konstitueringsaftale med Socialdemokratiet og SF. Disse to partier har frem til i dag tilsammen haft flertal. Først efter kommunalreformen opstillede Venstre og de konservative selvstændige lister. Venstre kunne normalt mønstre én plads i byrådet, de konservative tre. Venstres fremgang og de konservatives tilbagegang ved folketingsvalgene har også kunnet aflæses af byrådsvalgene i 1990’erne og frem.
Byrådsarbejdet er normalt foregået i fordragelighed, således som det fremgår af de årlige budgetbehandlinger. Helt frem til 1991 kunne Socialdemokratiet normalt regne med støtte fra Venstre og de konservative, mens SF som regel sagde fra gennem 1980’erne. 1991 stod kun Socialdemokratiet, SF og Kommunalpolitisk Forening bag budgettet. Budgetterne til og med 1999 havde opbakning fra alle partier undtaget 1997-budgettet, som kun de tre gamle partier stod bag. Herefter deltog Venstre og de konservative ikke og Dansk Folkeparti kun en enkelt gang. Budgetterne for 2005 og 2006 havde igen tilslutning fra alle partier.

 

Korsør i 15.000 år - af Jette Kjærulff Hellesen og Ole Tuxen