…her findes intet andet end stor sorg og gråd, og mange ikke har det, de kunne æde eller noget det de kunne husvale enten dem eller deres arme fattige hustruer og sine børn med.
Den 10.7.1557, en varm og tør sommerdag med frisk østlig vind, var Korsørs mandlige befolkning taget af sted for at høste, formentlig hø. Nogle var sandsynligvis på overdrevet på Halsskov, andre på bymarken syd og øst for byen. Landbruget spillede en afgørende rolle i byens næringsliv. Kvinderne var med de mindste børn blevet hjemme for at passe deres gøremål. Det må formodes, at der forud for høsten har været en tør periode.
Lensmanden på Nyborg Slot havde en svend, Hans Harenssuyschere, i Korsør den dag, og formentlig på vej ud af byen skød han sin bøsse af - måske i kådhed, måske i fuldskab eller måske med fuldt overlæg. Det skete hverken værre eller bedre, end at mundingsflammen antændte stråtaget på et af de østligste huse i byen. Svenden tog benene på nakken, og kvinderne kunne følge hans vilde flugt til skoven uden at kunne gøre noget. Han gemte sin bøsse, som man senere fandt.
Kvinderne var også tilskuere til, at branden som en løbeild på grund af østenvinden bevægede sig gennem byen i vestlig retning. De stråtækte, lerklinede huse eller træhuse fængede hurtigt, og ilden tog det meste indbo, husgeråd mv. med. Den nåede helt frem til kirken og lagde præstens og degnens boliger øde. På dette tidspunkt var mændene sandsynligvis nået hjem og kunne deltage i slukningsarbejdet ved kirken. Der gik ild i den to gange; men det lykkedes at redde den dog ikke uden skade.
På nær 10-11 gårde var hele byen brændt, og beboerne måtte søge natlogi dels under åben himmel i skoven og på skibene, dels i kirken.
Allerede dagen efter, den 11.7., skrev borgerne til kongen, og som bevismateriale medsendte de brandstifterens bøsse. Citatet ovenfor er fra dette brev. Det var i tidens ånd i breve til kongen at fremstille byers, befolkningsgruppers og enkeltpersoners situation som den værst tænkelige, og Korsørs borgere skildrede da også, hvorledes den i forvejen utroligt fattige by nu var tilføjet stor skade, så stor at den kun kunne overvindes ved kongens hjælp.
Kongen udtrykte sin medfølelse i et brev den 23.7.; men opfordrede ellers borgerne til at bygge byen op igen. De blev fritaget for byskat og anden tynge, og kongen skrev til sin lensmand i Bohus len, at han skulle sørge for, at der blev sejlet tømmer fra lenet til Korsør, og at det, hvis Korsørborgerne selv ønskede at hente det, skulle sælges til dem for en rimelig pris.
De omkringboende – måske fra Slagelse og Skælskør – var tilsyneladende blevet vrede over de begunstigelser, Korsørs borgere havde fået. I et brev til kongen, hvor disse udtrykte villighed til at gå i gang med genopbygningen, udbad de sig et kongeligt beskærmelsesbrev, så de trygt i udøvelsen af deres gerning kunne drage, hvorhen de ønskede. Om et sådant brev blev udstedt vides ikke.
