Omkring 6000 f. Kr. havde havstigningen skabt et kystlandskab ved Korsør, der gav en fiskerbefolkning rige muligheder for at eksistere, og fra jægerstenalderens sidste del – kongemosetiden og ertebølletiden (6400-3900 f. Kr.) – viser fundene stor aktivitet ved Korsørområdets kyst. Landets befolkning var nu forholdsvis bofast, og kystområderne synes at have været delt ind i territorier med en centralboplads i midten.
En sådan boplads lå ved indløbet til Korsør Nor. Den blev anvendt i tusind år, før den blev overskyllet af havet. Dens beboere levede hovedsagelig af dyr fra havet, fanget i deres territorium, hvor de bevægede sig rundt i både af udhulede træstammer.
Befolkningstallet voksede mod slutningen af jægerstenalderen. For landet som helhed antages et folketal på 8.000, og denne befolkningsstigning gav et så stærkt pres på føderessourcerne, at det gennemtvang indførelsen af kornavl og husdyrhold omkring 4000 f. Kr. Jagt og fiskeri var dog stadig et vigtigt supplement.