Før 1. verdenskrig blev der årligt bygget 30-40 lejligheder i Korsør. Med de stærkt stigende priser under krigen blev byggematerialerne så dyre, at byggeriet fuldstændigt gik i stå. I 1916 fik Statsfunktionærernes Byggeforening af 1915 dog med udnyttelse af en særlig statslig bevilling opført fem dobbelthuse med ti lejligheder på Engvej 25-31 og 26-36.
Der opstod alvorlig boligmangel, og denne blev i Korsør forværret af, at mange af marinens folk under krigen hentede deres familier til byen. Nogle flyttede væk efter krigen; men 8-timers dagens indførelse hos Statsbanerne betød ansættelse af omkring 100 mand ekstra, og desuden flyttede flere arbejdere til byen. Der manglede op mod 200 lejligheder.
Kommunen kunne ikke hjælpe familier, der ønskede en bedre lejlighed, unge par, der ville stifte bo, enlige samt familier, hvor kone og børn boede i en anden by. Mange måtte nøjes med lejligheder af ringe standard, og i nogle boede flere familier sammen. Det var også umuligt at opdrive værelser. Korsør skulle være en af de provinsbyer, der var hårdest ramt af bolignød. Kommunen og Sparekassen forsøgte i 1917-18 forgæves at få privat udlejningsbyggeri og byggeforeningsbyggeri i gang med støtte. Kommunen måtte som andre kommuner selv træde til som bygherre. Staten gik ind med støtte også til kommunalt byggeri.
 Allerede i 1917 havde kommunen opført en træbarak for husvilde på Møllevangen 4 med 12 étværelses lejligheder. Det efterfølgende kommunale byggeri var regulære lejligheder af en vis standard. Det var typisk toværelses lejligheder, nogle treværelses, med kakkelovn i hvert værelse, køkken med komfur, i de fleste fælles wc’er på trappen, diverse kælderrum, vaskerum, tørremuligheder på loftet og i gården og indlagt gas, vand og el. Normalt havde husene stueetage, første og anden sal. De var alle sammenbygget to og to og adskilt af en brandmur. De første tre dobbelthuse med i alt 22 lejligheder stod færdige i 1918 på Obelsvej 10-12, Egøgade 1 – Engvej 15 og Engvej 10-12. I 1919 var yderligere fem dobbelthuse med tilsammen 44 lejligheder indflytningsklar, nemlig Engvej 6-8, 7-9, 11-13, Heisesvej 4-6 og Dyrehovedgårds Allé 12-14. I 1920 fulgte to dobbelthuse med i alt 20 lejligheder på Heisesvej 1-3 og 5-7. Det sidste dobbelthus, kommunen opførte, Heisesvej 9-11 med 10 lejligheder, stod færdigt i slutningen af 1921. Den akutte bolignød blev mindre, og flere private begyndte at bygge, da prisen på byggematerialer faldt.
Kommunen støttede samtidig privat byggeri og byggeforeninger. Der opstod flere af disse; men kun få nåede frem til at bygge. Lilleø Byggeforening, dannet af skibstømrere på Lilleø Skibsværft, havde i 1919 tre dobbelthuse med 12 lejligheder klar på Engvej 33-35 og 38-44. Samme år kunne Byggeforeningen Vulcans medlemmer, arbejdere fra Vulcanværftet, flytte ind i 24 lejligheder i seks dobbelthuse på Dyrehovedgårds Allé 31-37 og Vulcanvej 1-7 og 2-8. I 1921 var Bygge-foreningen Storebælts byggeri for Statsbanernes sejlende funktionærer færdigt, ti dobbelthuse med 20 lejligheder på Magleøgade 5-27 og 6-20. Endelig opførte Byggeforeningen af 1920, en borgerlig forening, seks dobbelthuse med 12 lejligheder på Elme Allé 8-22 og 15-21 i 1921.
Fra 1917 til 1922 blev der ved kommunalt byggeri skabt 131 regulære lejligheder. Foruden de 96 nybyggede blev der indrettet lejligheder i ældre bygninger, der havde været anvendt til andet formål. Afholdslogen Hjem--mets Fryd overlod i 1918 logebygningen på Tårn-borgvej 62A-B til kommunen, der lod den indrette til beboelse. I 1920 indrettedes lejligheder i bagbygningen, Havehuset, til Arbejdsanstalten, og i 1922 i anstaltens kvindeafdeling. Samme år blev hovedbygningen på Lil----leøgården, der ejedes af havnen, indrettet til kommunale lejligheder. Endelig blev skolen på Dyrehovedgårds Allé 23 i 1923 omdannet til lejligheder.
Under bolignøden måtte mange dog tage til takke med en midlertidig husvildebolig. Foruden i kommunens barak på Møllevangen boede der i flere perioder fra 1917 familier i Træskofabrikken på Birchnersgade, i 1919-20 i klasseværelser på Teknisk Skole og 1920-22 i Arbejdsanstaltens kvindeafdeling. I kortere tid brugtes også Polakhuset på Skovvej, værelser i Forsørgelsesanstalten og loftet på Byskolen i Teilmanns Allé samt det såkaldte Døckerske filttelt, der var opstillet på Quistgaardsvej. Pladsforholdene var oftest trange og nogle boliger sundhedsskadelige. I 1925 boede der f.eks. i barakkens 12 étværelses lejligheder 12 familier med i alt 70 personer.