Biblioteksvæsen

Der kom tidligt biblioteker i landsognene. Ormeslev havde en bogsamling fra 1861, Tårnborg en læseforening fra 1864, Forlev en folkebogsamling fra 1867, Hemmeshøj et bibliotek fra 1869 og Vemmelev et foreningsbibliotek fra 1904. I Korsør oprettede en gruppe Højrefolk et lille folkebibliotek i 1896. Det havde i 1900 en bogbestand på ca. 820 bøger og et udlån på omkring 3.700 bind. Biblioteket, der lå på Byskolen, blev støttet af kommunen og staten, og i 1923 blev det overtaget af kommunen. Det blev herefter ændret, så det opfyldte betingelserne for at få statstilskud efter biblioteksloven. Biblioteket fik plads på den nybyggede Halskovskole, og 1924/25 var der et bindtal på 2.700 og et udlån på 25.215 bind. Der blev oprettet en filial i sydbyen i 1931, og i 1953 blev de to afdelinger samlet i Havnegade. 1960/61 var man nået op på en bogbestand på 18.500 bind og et udlån på knap 72.000 bind.
Det kommunale engagement i kultur- og fritidslivet var ikke stort. Der blev f.eks. arrangeret friluftskoncerter, og biblioteket blev støttet. I 1929/30 kostede biblioteket 0,6 % af kommunens driftsudgifter. 1959/60 var tilskuddet til biblioteket af samme størrelse, og der blev givet et tilsvarende beløb til idrætsanlæg. Der var blevet anlagt et stadion i slutningen af 1930’erne ved Dyrehegnet og et nyt på Tovesvej sidst i 1950’erne.

TEMAER

Korsør i 15.000 år - af Jette Kjærulff Hellesen og Ole Tuxen