Befolkningsforhold

De nævnte landsbyer var en del af landbrugssamfundet, som omfattede hovedparten af Danmarks befolkning. For befolkningen som helhed gjaldt, at mange var mærket af dårlig ernæring og hårdt slid. Kvinderne døde normalt allerede i 30-års alderen, især på grund af de mange børnefødsler. Mændene levede lidt længere. Spædbørnsdødeligheden var enormt høj, og af de børn, der nåede at blive ét år, var halvdelen døde, inden de fyldte tyve. Pesten hærgede med få års mellemrum, især 1348-50 rasede en frygtelig pestepidemi. Spedalskhed var ikke ualmindelig, og efter Amerikas opdagelse i 1492 kom syfilis til. Men også for vor tid banale sygdomme og barsel krævede mange menneskeliv.

Korsør i 15.000 år - af Jette Kjærulff Hellesen og Ole Tuxen