I 1943 forventede man, at tyskernes nederlag var nær. Dette gjorde befolkningen mere overmodig; det gjaldt især unge mennesker og arbejdere, der var hårdt ramt økonomisk af besættelsen. Samtidig blev besættelsestropperne mere nervøse og greb til selvtægt. Det førte til mange slagsmål mellem de to parter. Sabotagernes antal steg også kraftigt, og der var et stigende antal ulovlige strejker. Strejkevåbnet var effektivt, da det ramte den tyske rustningsindustri, og motivationen for strejkerne var nu rent politisk.
Uroen var helt klart inspireret af kommunisterne, der nød godt af den modstand, mange følte mod regeringen, erhvervslivet og fagbevægelsens ledelse. Disse manede til besindighed, så samarbejdspolitikken over for tyskerne kunne fortsætte. Næsten lige så vigtigt var det for de socialdemokratiske ledere at forhindre den kommunistiske infiltration i fagbevægelsen. Besættelsesmagten holdt de fleste steder lav profil. Alligevel udviklede situationen sig i august 1943 således, at tyskerne måtte erklære landet i undtagelsestilstand den 29.8., hvorefter regeringen gik af. Undtagelsestilstanden fik urolighederne til at standse.
Efter at en stor strejke var sluttet i Odense 6.8., startede strejker i Esbjerg den 9.8. Her udviklede de sig til total bystrejke med deltagelse også af butikker og kontorer. Inden den var sluttet den 11.8., var urolighederne sprunget til Fyn, hvor det kom til slagsmål med tyskere i Odense og Svendborg. 18.8. udbrød der generalstrejke i Odense med voldsomme uroligheder; men de moderate fik overtaget, og arbejdet gik i gang igen den 24. Uroen og flere steder strejker havde da allerede spredt sig til de fynske kystbyer, de store østjyske byer og Ålborg, hvorfra den forplantede sig nordpå.
På Sjælland var der relativt få tyske tropper, og der var i det store og hele ro. Der var uro i Slagelse og Roskilde og strejker i København og Helsingør. Den by på Sjælland, hvor der var mest uro, var Korsør. I weekenden 21.-22.8. havde en korsoransk arbejder været i Odense, og hans arbejdskammerat, der var ledende kommunist, havde været på familiebesøg i Nyborg, hvor strejke var brudt ud den 20. Som andre steder var det kommunister, der fik uroen til at forplante sig.
Søndag den 22. om aftenen og mandag den 23. om aftenen kom det i Korsør til klipning af tyskerpiger, demonstrationer mod politiet og rudeknusninger i det tyske kvarter. En af hovedaktørerne i klipningerne var den mand, der havde været i Odense, og initiativtageren til demonstrationen var kollegaen, der kom fra Nyborg. Der var store skarer af unge mennesker på gaderne. Nogle var bevæbnede, én med et oversavet jagtgevær, andre med hjemmelavede knipler af cykel- eller vandslanger fyldt med sand. Politiet forsøgte at sprede demonstranterne bl.a. ved at drive dem ad Nygade mod Halsskovbroen. Forbudet mod sammenstimlen og opløb blev indskærpet, og forældre opfordredes til at holde deres børn og unge hjemme efter kl. 20.
Den 24. ved middagstid udbrød strejker i sympati med de strejkende i Odense bl.a. ved havneudvidelsesprojektet i Noret, ved Kähler & Breums flydedok og på andre af byens store virksomheder. Såvel den socialdemokratiske presse som ledende socialdemokrater arbejdede på højtryk. Fællesorganisationen fik indkaldt til møde på Hotel Korsør, og kredsens folketingskandidat H.P. Hansen kom til stede. 800-1.000 arbejdere var mødt frem, og stemningen var oppisket. Det lykkedes H.P. Hansen efter mere end to timers ophidset debat at overbevise de strejkende om, at de odenseanske arbejdere var gået i arbejde igen. Der blev på mødet og i Korsør Social-Demokrat lagt stor vægt på at fremhæve, at det var uansvarlige elementer, dvs. kommunisterne, der havde provokeret arbejderne.
Der var stadig mange mennesker på gaden om aftenen den 24.; men det kom ikke til større episoder, og den 25. blev arbejdet genoptaget på samtlige arbejdspladser. Avisen gav Fællesorganisationens møde og H.P. Hansen æren for, at strejken fik så hurtig en afslutning; men forklaringen er nok snarere, at uroelementerne ikke blev provokeret. Den tyske kommandant holdt sine folk inde og erklærede, at han betragtede opløbene som et indre dansk anliggende, så længe værnemagten ikke blev forulempet. Der skete heller ingen sabotageaktioner til at holde gryden i kog.