Risikoen for at blive arbejdsløs var latent. Sæsonarbejdsløshed var uhyre almindelig i håndværksfag, ved entreprenørarbejde og på teglværkerne. Konjunkturarbejdsløsheden ramte bredere. Korsør klarede sig godt gennem følgerne af en international krise omkring 1860 på grund af jernbaneanlæg, opmudringsarbejder mv. I slutningen af 1870’erne mærkedes følgerne af et internationalt prisfald også i Korsør. En deputation af arbejdere henvendte sig nytårsaftensdag 1878 til borgmesteren og bad om, at arbejderne fik det arbejde i byen, som Arbejdsanstalten ellers påtog sig.
Problemet med Arbejdsanstalten som arbejdstager var til stede, indtil den blev nedlagt i 1920. Et andet problem for beskæftigelsen var, at nogle arbejdspladser, f.eks. Mathiesens Planteskole og Tårnborg Hovedgård, indforskrev polske sæsonarbejdere, især kvinder, som billig arbejdskraft fra slutningen af 1800-tallet til 1929. Nogle blev i Korsør og blev integreret i samfundet. Polakkernes arbejdsforhold var uregulerede og dårlige, indtil en lov i 1908 gav regler for kontrakter, forsikring og boligforhold.
Situationen for en familie var kritisk, når manden blev arbejdsløs, da man ikke var sikret offentlig hjælp. Ved alvorlige kriser kunne staten opfordre kommunerne til at yde hjælp. Arbejderne prøvede at klare problemerne selv ved at oprette arbejds---løshedskasser under fagforeningerne. Først med lov af 1907 om statsanerkendte arbejdsløshedskasser blev der ydet statstilskud til kasserne, der hvilede på forsikringsprincippet. Kom-munerne fik mulighed for at give frivilligt tilskud. I Korsør havde Smede- og Maskinarbejder-nes Fag-fore---ning så--ledes statsanerkendt arbejdsl---øs-heds---kasse fra 1908, Ar--bejdsmæn-denes Fagfore-ning fra 1909.
