Selv om grundloven gav befolkningen nogle grundlæggende frihedsrettigheder, var samfundet stadig lagdelt, og på mange måder trak erhvervsudviklingen modsætningerne skarpere op. Det patriarkalske forhold mellem arbejdsgiver og arbejdstager forsvandt efterhånden. Mange tjenestefolk blev byarbejdere uden sikre ansættelsesforhold. På mange arbejdspladser var der både faglærte og ufaglærte; grænserne mellem dem var skarpt optrukne.
De skarpeste kanter var der mellem arbejdere og arbejdsgivere. De førstnævnte følte en stigende uretfærdighed i deres vilkår, og nogle pionerer fik, trods modstand fra mere konfliktsky fæller, fra 1890’erne stablet en levedygtig politisk og faglig bevægelse på benene, hvis hovedformål var at forbedre arbejderklassens forhold. Hertil kom ønsket om at skabe en særlig arbejderkultur, en fælles levemåde med særlige værdier. En socialdemokratisk underskov af forskellige organisationer, der dannede rammen om klassens liv fra vugge til grav, var et middel til at udvikle en sådan kultur. Forbilledet hentede man dog i det etablerede borgerlige samfund.
Fagligt kom det til mange sammenstød mellem arbejdere og arbejdsgivere, og flere udartede til strejker og lockouter - lokale eller led i landsdækkende arbejdskampe. Til de sidste hørte storlockouten i 1899, som ramte 57 arbejdere i Korsør, en kolonnearbejderstrejke i 1900 og de voldsomme arbejdskampe 1919-25, hvoraf nogle omfattede flere hundrede af Korsørs arbejdere og skabte en oppisket stemning i byen. Af lokale konflikter bør nævnes en strejke med blokade af Margarinefabrikken 1900-1904.
