Med industriens fremvækst opstod en ny klasse, arbejderklassen, placeret i bunden af den sociale rangstige. Arbejdsgiverne og det herskende Højrestyre kunne som hovedregel ikke se det rimelige i, at arbejderne ønskede bedre vilkår. På den anden side frygtede de for en samfundsomvæltning i lyset af revolutionen i Frankrig i 1848, og det fik nogle højrekræfter til at oprette arbejderforeninger, der gennem forbedring af arbejdernes sociale forhold og oplysningsvirksomhed skulle forhindre, at revolutionære ideer fik tag i arbejderne. Der findes ikke spor af sådanne arbejderforeninger i Korsør.
Langt de fleste arbejdere fandt sig i de herskende forhold; men nogle så muligheden for en forbedring af klassens vilkår ved sammenhold både politisk og fagligt. Den internationale Arbejderforening for Danmark fra 1871, en afdeling af Marx’ og Engels Socialistiske Internationale, prioriterede den politiske kamp højest; men det blev fagforeningerne, der blev det bærende element, især efter at lederne Pio, Brix og Geleff var arresteret i 1872 og foreningen ophævet i 1873. Denne tidlige organisationsdannelse fandt ikke vej til Korsør; men i 1874 dannede nogle socialistiske arbejdere i byen en læseforening, som ikke alene formidlede populære socialistiske skrifter, men også var et forum for politiske diskussioner og aktiviteter.
Formanden for Centralbestyrelsen for de københavnske Fagforeninger, E.W. Klein, agiterede for arbejderbevægelsen rundt i provinsen, og han ville gerne have meningsfæller i Korsør til at skaffe sig et mødelokale. Byens Højrestyre forsøgte at forhindre dette, og da det endelig lykkedes at få et lokale hos værtshusholder Hansen på Torvet i marts 1875, mødte ikke alene socialisterne op, men også Højrefolk med borgmesteren i spidsen og arbejdere, som de havde lejet til at forstyrre mødet. Det førte dog til oprettelse af en arbejderforening i Korsør; men den ophørte kort efter. I juni 1875 var Klein igen i Korsør, og denne gang kunne der ikke skaffes et mødelokale. Mødet blev holdt i nogle fiskerbåde ude på vandet, og da mødedeltagerne gik i land, kom de i klammeri med nogle Højrefolk, der havde samlet sig ved havnen.
I Korsør blev de spredte forsøg på at etablere en socialistisk bevægelse ikke gentaget i 1880’erne, hvor bevægelsen ellers mange steder blev konsolideret både politisk og fagligt – de to områder var nu organisatorisk adskilt. Socialdemokratiet var dannet som parti i 1878, og fra 1885 begyndte fagforbund og lokale fællesorganisationer at se dagens lys. Der kendes ingen tilløb til dannelse af en vælgerforening i Korsør, og Korsør og Frederikshavn var de to eneste større byer, der endnu ikke havde fået en levedygtig fagforening i 1880’erne. Der var dog uro og strejker, og byens Højrekredse var ikke rolige for arbejderne som gruppe og for socialismen. I 1887, da færgehavnen skulle udvides, rekvirerede politimesteren tre gendarmer, der skulle assistere politiet, så roen kunne opretholdes under arbejdet.
Første halvdel af 1890’erne blev en brydningstid for arbejderbevægelsen i Korsør. I 1890 oprettede den et arbejdernes fællesbageri på Strandvej 10 med udsalg og brødvogn. Byens Højrekræfter forsøgte på flere måder og til dels med held at komme bageriet til livs. I forbindelse med bageriet var opført et forsamlingslokale, hvor arbejderne kunne holde deres møder. Skomagere, murere, bagere og skræddere dannede fagforeninger, og i 1890 havde havnearbejderne etableret en fagforening, der i begyndelsen havde ca. 200 medlemmer, deraf nogle fra andre arbejdspladser. Frygten for, hvilke konsekvenser denne forening kunne få for byens erhvervsliv og politiske forhold, fik borgmester og byråd til i 1891 at oprette et autoriseret havnelav direkte underlagt havneudvalget og med monopol på arbejdet ved havnen. Havnearbejderforeningens medlemmer var dermed lockoutet fra alt arbejde ved havnen, og selv om foreningen fik nogen støtte fra Centralforbundet for Arbejdsmænd i Danmark, ophørte dens eksistens i 1893. Samme år dannedes en socialdemokratisk forening i Korsør, og ved byrådsvalget i 1894 fik en arbejdsmand 143 stemmer, flest efter de fem valgte. Denne forening var dog heller ikke levedygtig.
Efter 1895 var arbejderbevægelsen i Korsør blevet så konsolideret, at de oprettede foreninger holdt stand, således Fællesorganisationen i 1895, Arbejdsmændenes Fagforening og Smede og Maskinarbejdernes Fagfore-ning i 1896 og Socialdemokratisk Forening i 1899 for blot at nævne de største. 1899 fik bevægelsen sin egen presse i Vestsjælland, dog endnu ikke med lokalredaktion. I Tårnborg og Vemmelev-Hemmeshøj dannedes arbejderorganisationer i 1890, men ikke levedygtige.
