Skrædder Andreas Jørgensen blev udnævnt til lærer i Vemmelev i 1779. 1803 klager han til biskoppen, fordi provsten forlangte, at ”jeg skal lære børnene at skrive og regne, hvilket sidste jeg ikke kan og er for gammel til nu først at lære. Da jeg blev antaget, krævedes det ikke af mig ... Det er mig pålagt af Dr. Plum [provsten], at jeg ikke noget øjeblik må forlade skolestuen, og uden noget arbejde kan jeg ikke få min sæd høstet”. Plum svarede på klagen, at han ved uanmeldte besøg havde set, at børnene ”sidder ... og skriger højt i munden på hinanden over udenadslektier, hvormed tiden uden lærerens mellemkomst på en utilladelig måde blev hendreven ... Han har nogen formue og kan godt ernære sig ved skrædderhåndværket, så at medlidenhed her ikke kommer i konflikt med pligtopfyldelse”.
Andreas Jørgensen er et godt eksempel på problemerne ved 1700-tallets almueskole. Lærernes løn var ringe, og de var ofte dårligt uddannede. Børnene skulle lære at læse for at kunne lære deres katekismus og Pontoppidans katekismusforklaring. Det var betingelsen for at blive konfirmeret, og konfirmationen var en forudsætning for borgerlige rettigheder, f. eks. at kunne blive gift. Her over for stod et voksende krav om, at skolen skulle give plads til andre fag.
Forholdene i Korsør var ikke meget anderledes end på landet. 1771 klagede kordegn og skoleholder Peter Bischof over tiltagende tunghørhed og nedsat syn: ”Vel kan jeg hjælpe øjnene i min alderdom med briller, som dog er tungt i en skole iblandt så mange vilde og selvrådige børn, og nu allermest, da de fleste bliver hjemme de dage og timer, som jeg i synderlighed har beskikket til deres kristendoms og katekisationsøvelse, og derimod kommer de andre dage for at skrive og regne. Jeg prøvede af førstningen at nøde dem til at tage fat på deres katekismus og forklaring, når de kom igen, men det blev mig sagt af deres forældre, at det var dem mer tjenlig at regne og skrive end at sinkes ved katekisation.” Bischof fortsatte, at skolen burde holdes af en ung mand, ”som selv godt kan regne og skrive”.
1783 kostede det 2 skilling ugentlig for at lære at læse. Det kostede 1 skilling mere, hvis man også skulle lære at skrive, og 2 skilling ekstra, hvis man også skulle regne. Da biskop Balle var på visitats i 1789, kunne han konstatere, at der ”fandtes en god del vel oplærte børn, som vidste at gøre rede for deres kristendomskundskab med indsigt og færdighed. Bibelsk historie havde de også lært”. Den tilfredse biskop uddelte som præmie 17 bøger. Det var nyttige og lærerige bøger, eventuelt til oplæsning for forældrene.
1802 læste en del godt, og nogle regnede og skrev, hvorimod ingen havde kundskab om bibelhistorie, naturlære og geografi. Ved visitatsen 1809 savnede sognepræsten sprogundervisning og biskoppen undervisning i matematik.
Efter skoleloven 1814 skulle købstadsskolerne kaldes almindelige borgerskoler. Deres fagkreds var religion, skrivning, regning, læsning, sang og eventuelt gymnastik. Skolen var toklasset, hvor eleverne begyndte i 2. klasse ved tiårs alderen. Loven gav mulighed for at oprette en tredje klasse med udvidet undervisning. Korsørs borgerskole fik en sådan udvidet undervisning ved skoleplanen fra 1823. Der blev nu også undervist i historie, geografi og tysk. Ved kirkegårdens sløjfning i 1839 fik skolen et areal til gymnastik.
Der blev indført indbyrdes undervisning i begyndelsen af 1820’erne. Det var et militært præget system, hvor ældre elever (bihjælpere) underviste yngre ved at lade dem læse og stave ud fra trykte tavler hængt op på væggene. Da biskop Münter var på visitats i 1824, bemærkede han, at læsningen fra tavlerne ikke var fast og sikker, og at bihjælperne selv kun læste dårligt i en bog.
